Analysen er skrevet som arbejdspapir til AARCON-workshoppen ”Transitions: The Aftermath of War and Conflict” på Aarhus Universitet i juni 2026. Hele papiret er på engelsk og kan hentes som PDF her på siden. Herunder er argumentet i kort dansk form.
Tre aftaler, ét mønster
Mellem december 2018 og april 2023 fik Sudan stort set hele det internationale repertoire af konflikttransformation: mæglede forhandlinger, forfatningsteknik, magtdeling, en fredsaftale med væbnede grupper, en tidsplan for sikkerhedssektorreform, økonomisk stabilisering, suspension fra Den Afrikanske Union, koordineret diplomatisk pres og en politisk FN-mission. Tre år efter krigens udbrud ser regnskabet sådan ud: mere end 15 millioner fordrevne siden april 2023, omtrent hver tredje sudaneser, omkring 150.000 døde, bekræftet hungersnød i El Fasher og Kadugli og massovergreb i Darfur, der ekkoer folkedrabet i 2003.
Undervejs blev der indgået tre store aftaler. Forfatningserklæringen fra august 2019 delte magten mellem de civile i Forces of Freedom and Change og generalerne. Juba-fredsaftalen fra oktober 2020 gav væbnede bevægelser en fjerdedel af kabinettet og af den kommende lovgivende forsamling. Rammeaftalen fra december 2022 skulle skrive militæret ud af politik og lægge Rapid Support Forces (RSF) ind under hæren. Forskellige aktører, forskellige betingelser, samme udfald. Gentagelsen er gåden.
Fagets etablerede værktøjskasse forklarer hvert enkelt sammenbrud udmærket. Stedmans teori om spoilers genkender mønstret: hæren og RSF skrev under og underminerede samtidig, mens det gamle regimes netværk arbejdede for en restauration, og de internationale garanter tilbød facilitering uden håndhævelse. Fearons commitment problem, problemet med troværdige tilsagn, forklarer, hvor aftalerne knækkede: præcis dér, hvor en part skulle afgive voldsmagt efter en tidsplan. Og Lederachs tre kløfter (retfærdighed, proces og struktur, afstanden mellem elite og græsrod) var alle til stede.
Men det spørgsmål, papiret stiller, besvarer værktøjskassen ikke: hvorfor kom den ene ressource, der kunne have holdt en aftale sammen, aldrig ind i rummet? Sudans nabolagsmodstandskomitéer, som en landsdækkende kortlægning i 2021 opgjorde til 5.289, var præcis den autoritet nedefra, som fredsforskningens everyday turn har teoretiseret i over et årti. Teorien lå klar. Den nåede bare aldrig praksis.
Prisen for en plads ved bordet
Svaret kommer fra politisk økonomi. Konfliktløsningsfaget har det ikke selv. Litteraturen om political settlements siger, at en institutionel aftale kun holder, hvis det, institutionerne fordeler, svarer til den underliggende fordeling af holding power: evnen til at føre og overleve en konflikt. Ved et forhandlingsbord tæller den evne kun i sin væbnede form. Hamdoks civile regering rådede efter hans eget udsagn over cirka en femtedel af statens ressourcer. Hæren og RSF holdt resten gennem omkring 250 virksomheder, de fleste skattefritagne og uden for civil revision. Det er økonomisk magt, som ingen forfatningsparagraf kan opveje.
Komitéerne havde masse og legitimitet, men ingen valuta, der kunne veksles. Magt havde de — de gjorde kuppet i oktober 2021 uregerligt i fjorten måneder og tvang generalerne tilbage til bordet. Den slags magt kan bare ikke handles. En oprørsleder kan sælge sin voldskapacitet, fordi han troværdigt kan slukke for den: skrive under, samle sine folk i lejre, lade dem indrullere. Ingen kunne love, at 5.289 horisontale komitéer holdt op med at mobilisere, og det vidste alle ved bordet.
Forces of Freedom and Change er spejlbilledet, der bekræfter pointen. Koalitionen havde ingen våben, men fik fem pladser i Suverænitetsrådet, hele kabinettet og premierministerposten. Den kom med ved bordet som stedfortræder for gaden, fordi den plausibelt kunne love at afblæse sit-in’et og kalde demonstrationerne hjem. Det var en plads lånt på en valuta, koalitionen ikke selv ejede, og den tømtes, efterhånden som lånet forfaldt. Først til en femtedel af statens ressourcer. Så til ingenting i kuppet.
Et apparat, der ikke kunne se dem
Den anden mekanisme er det, James C. Scott kalder legibility, læsbarhed. I Seeing Like a State viser han, hvordan centraliserede institutioner må forenkle en kompleks virkelighed for at kunne administrere den, og hvordan forenklingen fortrænger den lokale, praktiske erfaringsviden, han kalder mētis, til fordel for den abstrakte, kodificerede viden, han kalder episteme. Fredsprocesser arbejder på samme måde. Ingen mægler tror, at en konflikt kun har to parter, men instrumentet skal ende i en liste af underskrivere, og dér bliver det komplekse lavet om til det enkle igen. Forfatningserklæringen reducerede Sudans politiske landskab til to hovedparter, der blev antaget at kunne regere sammen. Juba-aftalen reducerede periferiens klagemål til et sæt væbnede ledere, som kunne tildeles ministerposter. Rammeaftalen reducerede hele sikkerhedsspørgsmålet til en integrationstidsplan målt i år.
Komitéernes autoritet var mētis: praktisk viden indlejret i nabolagsrelationer, gensidig forpligtelse og delt risiko. Apparatet kan kun registrere episteme. Det, teorien kunne se, kunne maskineriet ikke give en stol. Séverine Autesserres Peaceland leverer mikrofundamentet: udstationeringer, der er for korte til andet end overførbar ekspertise, sikkerhedsprocedurer, der lukker de internationale inde, en professionel økonomi, der værdsætter tematisk viden højere end lokal. Jeg arbejdede selv inde i det apparat i Sudan fra 2019 til 2021, og det er netop pointen: den enkelte praktiker kan udmærket anerkende komitéerne, mens det maskineri, vedkommende betjener, ikke har nogen plads at tilbyde dem.
Så sagde komitéerne selv nej. Da Den Afrikanske Union, IGAD og FN-missionen søgte civil konsultation forud for rammeaftalen, afviste de fleste af dem principielt og gentog deres tre nej’er: ingen forhandling, intet partnerskab, ingen legitimering. Afvisningen lå i selve tilbuddet. Det, der blev tilbudt, var at blive hørt uden medbestemmelse, inden for et bytteforhold, der allerede var gjort op i en valuta, komitéerne ikke havde, og forhandlet med de samme generaler, som havde ryddet sit-in’et den 3. juni 2019. Udelukkelse og selvudelukkelse forstærkede hinanden, og papiret tæller begge dele med.
Det, processen holdt uden for
Anden halvdel af papiret handler om det, processen udelod. Efter krigens udbrud blev modstandskomitéerne til Emergency Response Rooms. Right Livelihood Foundation opgør netværket til omkring 737 rum i alle atten delstater med anslået 26.000 frivillige, og netværkets egen rapportering siger over 11,5 millioner mennesker nået ved udgangen af 2024. De driver hospitaler, skoler, fælleskøkkener, evakueringsnetværk og psykosocial støtte dér, hvor internationale organisationer ikke kommer. Næsten 160 frivillige var dræbt ved udgangen af 2025.
Normalt læses den historie som modstandsdygtighed: lokalsamfund, der udfylder hullet efter en kollapset stat. Papiret læser dem i stedet gennem gensidig hjælp (Kropotkin), forvaltning af fælles ressourcer, Ostroms commons, og postkolonial statsteori (Fanon, Mamdani), og frem for alt gennem den sudanesiske analytiker Muzan Alneel, der teoretiserede komitéerne indefra som ”a revolutionary way of doing politics”: en måde, hvorpå mennesker uden position i eliten kan handle på den politiske virkelighed i stedet for at modtage den. Målt på Ostroms designprincipper for holdbar selvforvaltning opfylder netværket fem ud af otte. Det princip, der brydes, brydes udefra: begge krigsførende parter angriber netop de strukturer, princippet kræver anerkendt.
Hvad det betyder for nordisk fredspolitik
Den nordiske fredsforskning har længe behandlet fred som noget, der praktiseres, ikke besiddes. Dens nuværende form opstiller tre kriterier for, om en fred er navnet værd: inklusivitet, pluralisme og værdighed. Målt på dem kom den formelle proces i Sudan til kort på alle tre. Den gav ingen plads til nogen uden voldsmagt, den reducerede det politiske felt til en håndfuld væbnede og partipolitiske aktører, og den foldede en revolution ind i en magtdelingsbrøk. Praksis i Emergency Response Rooms flugter med alle tre kriterier. Kritikken rammer altså ikke forskningstraditionen, men fagets operationelle fløj: de mæglere, udsendinge og donorer, der designer og finansierer processerne.
Hvis det er rigtigt, at civil infrastruktur er en betingelse for, at en aftale holder, følger der fire anbefalinger. Tre af dem handler om at beskytte og beder ikke komitéerne om at melde sig ind i noget. Den første er en mæglingsholdning, hvor civilt rum behandles som et selvstændigt mål på ethvert spor og får ressourcer gennem den mæglingsstøtte, europæerne allerede finansierer, i stedet for at ligge som en humanitær eftertanke. Den anden er sanktioner knyttet specifikt til angreb på civile strukturer og ikke kun til, om våbenhvilen overholdes, så det koster noget at ødelægge det, ingen ellers betaler for. Den tredje er en betingelse for normalisering: at dekretet fra januar 2024, der opløste modstandskomitéerne, reelt rulles tilbage, verificeret af komitéerne selv og ikke af en bekendtgørelse fra Port Sudan. Den fjerde er fleksibel finansiering til netværkene for gensidig hjælp, og dér rammer papirets egen kritik hårdest, for finansiering kræver registrering, opgørelse og monitorering. Scotts administrative gitter, bygget op igen med bedre hensigter.
Påstanden er afgrænset. Gensidig hjælp standser ikke artilleri, og forhandlinger mellem væbnede aktører er nødvendige for at få krigen til at stoppe. Papiret hævder noget andet: at en aftale uden civil infrastruktur under sig er strukturelt skrøbelig, og at Sudans tre sammenbrud er forenelige med den påstand. Den vanskeligste indvending vender argumentet mod dets egen anbefaling. Komitéerne virker blandt andet, fordi de ikke er en fraktion, og international synlighed kan gøre deres medlemmer til mål. Konklusionen bliver derfor ikke at give dem en stol, men at holde op med at ødelægge det grundlag, de står på. Kan autoritet af den art kun beskyttes og aldrig skrives ind i en aftale, er everyday turn ikke en tegning, man kan bygge efter. Så er den en grænse for, hvad processen må gøre ved det, den ikke kan se.
Muzan Alneel døde i eksil den 15. april 2026, på krigens treårsdag, mens hun stadig skrev. Hun var en af omkring fire millioner sudanesere fordrevet over en grænse. Papiret er tilegnet hende. Det spørgsmål, det efterlader åbent, er fagets eget: kan en internationalt støttet proces overhovedet handle på autoritet af komitéernes art uden at ødelægge den?