Under Anden Verdenskrig skulle den franske modstandsleder og senere præsident Charles de Gaulle angiveligt have udtalt, at nationer ikke har venner, kun interesser. Det kunne tyde på, at Emmanuel Macron har læst op på sin de Gaulle, for han har gentagne gange skabt røre i de udenrigspolitiske andedamme i den seneste tid.
I april var den franske præsident på besøg i Kina, hvor han ledte en større handels delegation. På præsidentens officielle Twitter kan man se store folkemængder, der hylder Macron, som kvitterede med et ønske om at styrke det fransk-kinesiske forhold. Han har også proklameret, at verdensordenen bør bevares og genopfindes. Han er derudover blevet citeret for at sige til den kinesiske præsident, Xi Jinping: "Jeg ved, at jeg kan regne med, at du vil bringe Rusland til fornuft og bringe alle tilbage til forhandlingsbordet."
Siden da har Macron udtalt, at USA's problemer ikke nødvendigvis er Europas, med henvisning til Taiwan. Han har derudover sagt, at være allieret ikke er ensbetydende med at være en lakaj. Formentlig ikke kommentarer, som Biden i Washington ligefrempåskønnede.
Selve forholdet mellem USA og Frankrig har ikke været gnidningsfrit de seneste år. Macrons fortsatte dialog med Putin i begyndelsen af invasionen blev mødt med skepsis. Da Australien valgte at annullere en ordre på franske ubåde til en milliardværdi til fordel for en sikkerhedsalliance mellem Storbritannien og USA, valgte franskmændene midlertidigt at tilbagekalde deres ambassadører fra Australien og USA.
Så hvad er Macrons vision?
I hans øjne skal Europa have sin egen selvstændige udenrigspolitik. Det er der i udgangspunktet intet nyt i. Helt tilbage fra de Gaulles tid har Frankrig været skeptiskoverfor amerikansk udenrigspolitisk dominans. I 1960erne meldte landet sigligefrem ud af NATOs kommandostruktur. Flere indenrigspolitiske tiltag vil i Macrons øjne stille Frankrig stærkere. Frankrig skal styrke sin forsvarsindustri, udbygge vedvarende og nuklear energi og mindske afhængigheden af den amerikanske dollar. Flere reformer, der sigter mod at øge den franske økonomis konkurrenceevne, er allerede blevet gennemført, herunder den stærkt omtalte pensionsreform, som førte til massive protester rundt om i landet.
Analysen fra Pariser, at hvis en tredje supermagt skal kunne hamle op med Kina og USA, så bliver det inden for rammerne af det europæiske samarbejde. Derfor presser Macron på for et styrket og centraliseret EU. Han har flere gange kritiseret det nuværende EU system og ved en tale på Sorbonne universitet udtalte han, at “the Europe that we know is too slow, too weak, too ineffective.”
Les problèmes
Macrons problem er dog klart. De andre europæiske stater er ikke enige om hvilken retning samarbejdet skal gå i. Flere lande i EU, ønsker ikke at sætte forholdet til USA over styr, hvilket Macrons retning i deres øjne risikere. EU er sikkerhedspolitisk afhængige af amerikanerne, men en stigende økonomiskprotektionisme, anført af både Trump og Biden har skabt utilfredshed blandt europæiske beslutningstagere.
Slaget om Europas fremtid kommer derfor formentlig til at involvere debatten mellem dem, som er for mere samarbejde over Atlanten, og dem der mener, at Europa - ligesom Macron har positioneret sig - ønsker et Europa med strategisk uafhængighed.
Skal EU udvikle sig til en selvstændig udenrigspolitisk enhed med strategisk autonomi, så vil det kræve at Macron får overbevist tyskerne og Schultz om at indtage en størreog mere selvsikker rolle. Som situationen er nu, har Elysée palæets vision derfor usikre udsigter, men fortsætter Kina og USA’s skiftende amerikanske præsidenter den konfrontative kurs, så vil debatten intensiveres.
Lykkedes Macron, så kan danske politikere risikere at komme i en situation, hvor de må vælge hvilke interesser som vejer tunges, Europas eller Amerikas. Fortsætterudviklingen kan de Gaulles ord om venner og interesser, hurtigt blivehøjaktuelle.