Denne analyse er skrevet af Dr. Niels Hahn, forsker i international politisk økonomi med særlig fokus på USAs militære strategier og stormagtspolitik i Arktis. Artiklen blev oprindeligt udarbejdet til RIKO og bringer et dybdegående perspektiv på USAs ambitioner om at isolere Grønland fra EU og PESCO-samarbejdet. Den tager udgangspunkt i både historiske eksempler, internationale sikkerhedspolitiske tendenser og amerikanske militærdoktriner.

Analysen blev i forkortet form publiceret i Jyllands-Posten den 11. marts 2025 samt i Global Times den 5. marts 2025.
Her præsenteres artiklen i sin fulde længde og med alle forfatterens pointer og nuancer.

Formålet er at skabe større opmærksomhed og debat om Grønlands fremtidige geopolitiske position og muligheder i spændingsfeltet mellem USA, EU og Danmark.

Hvordan forebygger man krige – og hvordan stopper man dem, når de er i gang? RIKO – Rådet for International Konfliktløsning – har formuleret 10 centrale principper, der viser vejen til fredelige og bæredygtige løsninger på internationale konflikter.

Principperne bygger på dialog, forståelse og diplomati frem for militær optrapning. De understreger blandt andet, at fred kun kan skabes med fredelige midler, at det er nødvendigt at tale med alle parter i en konflikt – også dem vi er uenige med – og at man må forstå den andens perspektiv for at finde holdbare løsninger.

RIKO arbejder for en mere nuanceret og langsigtet tilgang til dansk udenrigspolitik med fokus på mægling, diplomati og fredsopbygning – og inviterer alle til at deltage i debatten.

At fortsætte den militære støtte til Ukraine udelukker ikke en diskussion om, hvordan freden skal opnås. Det er på tide at bringe parterne til forhandlingsbordet. Her er et bud på, hvordan det kunne se ud.

Før 24. februar 2022 ville politikere, stillet overfor konflikter, ofte sige: Der er ingen militær løsning på denne konflikt – og henvise til diplomatiske forhandlinger, fx i FN. Men siden invasionen af Ukraine – især, men ikke kun, i forhold til krigen mellem Ukraine og Rusland – er der en tendens til kun at ville tale om militære løsninger. Alt bliver gjort til et spørgsmål om mere ammunition, artilleri, raketter. Militær og sikkerhedsaspekter dominerer alle diskussioner.

Men noget mangler i diskussionen om krigen: Der er meget lidt inddragelse af begreber som diplomati, forhandlinger og mægling – herunder konfliktløsning, tillidsskabende foranstaltninger i krigen. Næsten ingen konkrete forslag om forhandlede løsninger.

I enhver diskussion om krigen er det korrekt at fremhæve, at den startede som en folkeretslig ulovlig invasion af et andet land fra Ruslands side. Det må også fremhæves, at Europa og Vesten, og dermed Danmark, har en pligt til at hjælpe Ukraine militært, så landet ikke løbes over ende af Rusland. Men dette betyder ikke, at der ikke også må arbejdes parallelt for en fred mellem de to lande via en forhandlet løsning. Derfor er opgaven ”at gå på to ben” – at fortsætte den militære støtte, samtidig med at man arbejder benhårdt for en afslutning på krigen. Men det sidste punkt (freden) arbejdes der overhovedet ikke på fra vestlig side.

Jan Werner Mathiasen, officer ved Forsvarsakademiet og EP-kandidat for Det Radikale Venstre, siger om Ukrainekrigen: ”Man kan altid forhandle. Hvis vi ikke beholder forhandling som en mulighed, så har vi allerede afskåret en mulig vej til fred”. Han tilføjer: ”Hver gang, nogen stiller sig op og foreslår at forhandle med Rusland, bliver de udskammet på nationalt TV. Så ja, der er trange kår for fredsmægling, som ikke baserer sig på militær magt” (Globalnyt, 13.3.2024).

Krigen i kontekst

‍Situationen i Ukraine kan bedst beskrives med det engelske udtryk stalemate – dødvande. Der skydes utrolig meget ammunition af, især fra russisk side; mens den ukrainske side er trængt, og mangler både ammunition og mandskab. En træthed hos den ukrainske befolkning rapporteres også. Imidlertid har Ukraine lige fået den længe ventede store bevilling fra USA på 61 mia. dollars. Der er enighed i medierne om, at Rusland er i offensiven militært, og landet bruger en stor del af sit offentlige budget og ca. mellem 4-8% af BNP på forsvar og militær.

Desuden er der en katastrofal demografisk situation i Ukraine. Befolkningen er nu nede på 28 millioner i selve landet – ca. 8 millioner er udenfor Ukraines grænser, og landet besidder Europas laveste fødselsrate, 0,7 barn pr kvinde (den skal være 2.1 barn pr. kvinde for at et land skal kunne reproducere befolkningen). Ukraine har lige sat værnepligtsalderen ned fra 27 til 25, men de nye rekrutter skal først uddannes. Rusland befolkning er på 143 millioner, og det er et land med store materielle ressourcer, og en stor våbenindustri, men også med en befolkning, der rapporteres trætte af krigen.

Situationen skal også ses i lyset af en mislykket ukrainsk sommeroffensiv i 2023.

Antal dræbte i krigen svinger afhængig af kilder – ifølge tal fra den amerikanske administration er 120.000 russiske soldater blevet dræbt under kampene i Ukraine, mens 170.000 til 180.000 er blevet såret. På Ukraines side vurderes 70.000 soldater at have mistet livet, mens der formodes at være 100.000 til 120.000 tilskadekomne soldater, svarende til et samlet tabstal på knap 200.000 (Politiken, 19.8.2023).

Når to parter er kommet op at slås, må omgivelserne sætte foranstaltninger ind for at få dem skilt ad. De to aktører må sætte sig ned ved et bord og tale med hinanden for at finde en løsning, begge kan leve med – og underforstået: Begge må indgå kompromisser. Sådan løses konflikter – og krige afsluttes. Det er naturligvis meget mere kompliceret, når der er tale om store nationer og grupper af nationer, der understøtter eller forholder sig neutrale i krigen. Men uden et vist pres udefra, kommer der næppe forhandlinger. Kort sagt: USA og EU må lægge pres på Ukraine – og Kina, Indien og de øvrige nationer i det udvidede BRIKS-samarbejde må lægge pres på Rusland. Allerbedst ville det være, hvis Vesten og BRIKS-landene lagde et samlet pres og stod bag en forhandlingsinfrastruktur.

Vesten glemmer, at 148 ud af FN’s 193 lande ikke har indført sanktioner mod Rusland og handler stadig med landet. Og at Det Globale Syd stille og roligt er vokset i styrke. Befolkningsmæssigt udgør det ca. 6.7 mia. mod Vestens 1.7 mia. Alene Kina og Indien har en samlet befolkning på 2.8 mia. –begge lande er gode venner med både Rusland og Ukraine, og anbefaler en forhandlet løsning på krigen. Det er grunden til, at sanktionerne mod Rusland ikke virker: Det er reelt kun Europa og USA og nogle få asiatiske lande, der har dem. I Det Globale Syd, som udgør 80 pct. af verdens befolkning, ses Ukraine-Rusland-krigen som en lokal konflikt.

Hvordan kunne forhandlingerne se ud?

‍Der bør laves en diplomatisk infrastruktur – og findes en bygning, en mægler og nogle regler for konfliktløsningen. Hovedmægleren kan enten være FN’s generalsekretær med nogle dygtige diplomater ved sin side eller en statsleder, som har begge landes sympati, fx Tyrkiets Erdogan eller Indiens Modi, naturligvis assisteret af en gruppe af erfarne diplomater.

Ingen af parterne må kunne stille krav og betingelser forud for deltagelse i forhandlingerne. Man kunne begynde med ”lavthængende frugter” som fx fangeudvekslinger – krav, de to lande umiddelbart ville kunne nå til enighed om.

Forhandlingerne vil tage tid. Mægleren skal være stærk nok til at kunne foreslå kortere våbenhviler, i hvilke forhandlingerne intensiveres. Der kunne i de første trin også indgå tillidsskabende foranstaltninger: Diplomatiske repræsentationer kunne udbygges; bestemte folk fra begge lande kunne mødes; sportskampe kunne inddrages osv. Også deeskalering af forskellig slags, fx aftaler om våbenkontrol, kunne indgås hen ad vejen – fx at visse typer våben som langtrækkende missiler ikke må bruges mod civile centre. Altså en deeskalering trin for trin.

Ved en fred vil Ukraine kunne se frem til, at befolkningen vil vende tilbage til det normale liv uden bombardementer; at genopbygningen vil kunne starte; at sikkerheden i landet vil kunne blive garanteret af en gruppe lande med USA i spidsen; at en stor del af de ca. 6.6 mio. ukrainske flygtninge (UNHCR, 2024) vil kunne vende tilbage og familier blive genforenet – samt at landet måske kan komme med i EU lidt hurtigere. På minussiden må Ukraine sikkert love ikke at søge ind i NATO; forhandle en form for løsning på Østukraine og Krim, som Rusland kan leve med, herunder evt. en udskydelse af de helt konkrete modeller til et senere tidspunkt.

Som i Ukraine vil også den russiske befolknings liv blive normaliseret. Rusland kan over tid opbygge relationer til den del af verden, der sanktionerede landet, og sanktionerne kan helt eller delvist ophæves. Man vil kunne sænke de 4-8 pct. af BNP, der går til oprustning – en stigning fra 2.7 i 2022 (Bloomberg, 2024). Landet vil også kunne forsøge at få de ca. 5.5 mio., især højtuddannede, der ifølge UNHCR har forladt landet, tilbage.

Minuspunkterne set fra Ruslands side vil bl.a. være at russerne må erklære ikke at ville angribe Ukraine og respektere landets suverænitet; at USA og andre stormagter får tropper i Ukraine der garanterer Ukraines suverænitet og sikkerhed (ligesom fx USA har tropper i Sydkorea). Ligesom for ukrainerne må man også acceptere et kompromis om Østukraine og Krim.

For de krigstrætte befolkninger på begge sider er pluspunkterne langt større end minuspunkterne. Befolkningerne vil uden tvivl forstå det, men om dele af eliterne i Danmark, EU og USA vil forstå det – modsat lederne i det globale Syd (80 pct. af verdens befolkning) – kan man dog godt have sin tvivl om.

Krige er igangsat af mennesker og kan standses af mennesker, der kan se modstanderens synspunkter og muligheder for enighed. Vi har ikke råd til de store krige i Europa og Mellemøsten, hvis tidens store problemer skal løses: Klima, biodiversitet, flygtninge, fattigdom. Det er derfor på tide at sætte ind på deeskalering og forsøge at finde en fredsaftale for på sigt at bruge ressourcerne på en anden måde. Til konstruktion i stedet for til destruktion.

‍

Under Anden Verdenskrig skulle den franske modstandsleder og senere præsident Charles de Gaulle angiveligt have udtalt, at nationer ikke har venner, kun interesser. Det kunne tyde på, at Emmanuel Macron har læst op på sin de Gaulle, for han har gentagne gange skabt røre i de udenrigspolitiske andedamme i den seneste tid.

I april var den franske præsident på besøg i Kina, hvor han ledte en større handels delegation. På præsidentens officielle Twitter kan man se store folkemængder, der hylder Macron, som kvitterede med et ønske om at styrke det fransk-kinesiske forhold. Han har også proklameret, at verdensordenen bør bevares og genopfindes. Han er derudover blevet citeret for at sige til den kinesiske præsident, Xi Jinping: "Jeg ved, at jeg kan regne med, at du vil bringe Rusland til fornuft og bringe alle tilbage til forhandlingsbordet."

Siden da har Macron udtalt, at USA's problemer ikke nødvendigvis er Europas, med henvisning til Taiwan. Han har derudover sagt, at være allieret ikke er ensbetydende med at være en lakaj. Formentlig ikke kommentarer, som Biden i Washington ligefrempåskønnede.

Selve forholdet mellem USA og Frankrig har ikke været gnidningsfrit de seneste år. Macrons fortsatte dialog med Putin i begyndelsen af invasionen blev mødt med skepsis. Da Australien valgte at annullere en ordre på franske ubåde til en milliardværdi til fordel for en sikkerhedsalliance mellem Storbritannien og USA, valgte franskmændene midlertidigt at tilbagekalde deres ambassadører fra Australien og USA.

‍

Så hvad er Macrons vision?

I hans øjne skal Europa have sin egen selvstændige udenrigspolitik. Det er der i udgangspunktet intet nyt i. Helt tilbage fra de Gaulles tid har Frankrig været skeptiskoverfor amerikansk udenrigspolitisk dominans. I 1960erne meldte landet sigligefrem ud af NATOs kommandostruktur. Flere indenrigspolitiske tiltag vil i Macrons øjne stille Frankrig stærkere. Frankrig skal styrke sin forsvarsindustri, udbygge vedvarende og nuklear energi og mindske afhængigheden af den amerikanske dollar. Flere reformer, der sigter mod at øge den franske økonomis konkurrenceevne, er allerede blevet gennemført, herunder den stærkt omtalte pensionsreform, som førte til massive protester rundt om i landet.

Analysen fra Pariser, at hvis en tredje supermagt skal kunne hamle op med Kina og USA, så bliver det inden for rammerne af det europæiske samarbejde. Derfor presser Macron på for et styrket og centraliseret EU. Han har flere gange kritiseret det nuværende EU system og ved en tale på Sorbonne universitet udtalte han, at “the Europe that we know is too slow, too weak, too ineffective.”

‍

Les problèmes

Macrons problem er dog klart. De andre europæiske stater er ikke enige om hvilken retning samarbejdet skal gå i. Flere lande i EU, ønsker ikke at sætte forholdet til USA over styr, hvilket Macrons retning i deres øjne risikere. EU er sikkerhedspolitisk afhængige af amerikanerne, men en stigende økonomiskprotektionisme, anført af både Trump og Biden har skabt utilfredshed blandt europæiske beslutningstagere.

Slaget om Europas fremtid kommer derfor formentlig til at involvere debatten mellem dem, som er for mere samarbejde over Atlanten, og dem der mener, at Europa - ligesom Macron har positioneret sig - ønsker et Europa med strategisk uafhængighed.

Skal EU udvikle sig til en selvstændig udenrigspolitisk enhed med strategisk autonomi, så vil det kræve at Macron får overbevist tyskerne og Schultz om at indtage en størreog mere selvsikker rolle. Som situationen er nu, har Elysée palæets vision derfor usikre udsigter, men fortsætter Kina og USA’s skiftende amerikanske præsidenter den konfrontative kurs, så vil debatten intensiveres.

Lykkedes Macron, så kan danske politikere risikere at komme i en situation, hvor de må vælge hvilke interesser som vejer tunges, Europas eller Amerikas. Fortsætterudviklingen kan de Gaulles ord om venner og interesser, hurtigt blivehøjaktuelle.

Kinas rolle som global stormagt og agenda-sætter på den international scene bliver stadigt mere insisterende. Kina arbejder målrettet på at indtage rollen som den centrale fredsmægler i Ukraine-konflikten. Senest har stormagten demonstreret sin diplomatisk offensiv med udnævnelsen af en særlig repræsentant, Li Hui, der meden rundrejse i Europa og Asien skal udbrede det kinesiske neutralitetsprincip og demonstrere Kinas engagement i at etablere en dialog mellem Rusland og Ukraine. Selvom Kina ikke kan stoppe krigen, så kan dets rolle som "facilitator" blive afgørende for at opnå en fredelig løsning i konflikten og ikke mindst at sikre Ruslands reelle engagement i en fremtidigforhandlingsproces.

‍

Det konsekvente suverænitetsprincip

Kina har længefastholdt en konsistent politik, der støtter suverænitetsprincippet og territoriale integritet som ukrænkelige begreber. Selvom Kina har tætterelationer til både Rusland og Ukraine, insisterer landet på at opretholde en neutral position i konflikten og fastholder, at man ikke er involveret i eller på nogen måde har skyld i konflikten Kinas udgangspunkt er, at løsningen på krigen skal findes i dialog mellem partnerne og vigtigst af alt, uden indblanding af det resterende internationale samfund.

Europæiske krav til Kina

Kina har senest fremlagt en 12-punkts erklæring om Ukraine-krigen. Erklæringen er ikke en fredsplan, men nærmere principper, alle parter skal samles om. De første topunkter omhandler suverænitet og sikkerhedsbekymringer for alle stater, mens de resterende punkter drejer sig om atombomber og humanitære implikationer af krigen. Den forsatte kinesiske udebleven af et officielt standpunkt har imidlertid fået europæiske ledere, herunder Von Der Leyen og Borell, til at kræve, at Kina tydeliggør sin holdning til Ukraine, og hvis ikke, så i hvertfald at man ændrer den.

Under Xi Jinpings seneste møde i Moskva blev en særlig repræsentant, den Ruslandskyndige Li Hui, udnævnt som Kinas "facilitator", som skal skal bidrage til dialogen mellem Rusland og Ukraine og ikke mindst udbrede Kinas budskab til de europæiske nationer.

Kinas relationer til Rusland og USA

Kina har et komplekst forhold til både Rusland og USA. Kina deler en lang nabogrænse med Rusland og har derfor en stor interesse i at opretholde stabilitet i sin "baghave”. De to lande har fælles økonomiske interesser og en fællesvision om en ny verdensorden: En verdensorden, der ikke er amerikansk anført. Kina frygter desuden i et mere defensivt scenarie, at et kollapset Rusland vil muliggøre en ny potentialvestligt orienteret stat i ”baghaven”.

Ifølge Camilla Sørensen er kravet om Kinas bekendelse af sit standpunkt i krigen udtryk for en stormagtsrivalisering, hvor USA forsøger at bevare sin dominans i et vestligt hegemoni. Kina ønsker omvendt at træde frem som en global stormagt og delegitimere USA's hegemoni, hvilket nu eksplicit også kan læses af de kinesiske white papers. Ifølge Kinas egen udlægning, derimod, fokuserer landet på diplomati og forhandlinger frem for (vestlig) konfrontation og kold-krigsmentalitet.

Kina's charme offensiv modikke-vestlige lande

Kina har fokuseret på at etablere sig som en konstruktiv global stormagt og har lanceret initiativer som GSI, GDI og GCI (Global Security, Global Development and Global Civilisation) for at styrke sin position i det globale syd. Kina promoverer sig selv som "den gode stormagt" og tilbyder ”win-win-løsninger” i modsætning til den vestlige tilgang, der rummer et element af tvang. Kina forsøger at opbygge tillid og samarbejde ud fra ”de tre nej’er”: 1/ uden at danne militære alliancer, 2/ uden intervention og 3/ uden at etableremilitærbaser. Og at dømme ud fra det seneste SCO summit i forrige uge skal opbakningen til det kinesiske alternativ ikke undervurderes. Der er tegn på en voksende frustration i Asien overfor den amerikanske dominans og belæring om at holde sig fra samarbejde med Kina.

Kina som en potentiel fredsmægler i Ukraine-konflikten

Selvom det er usandsynligt, at Kina kan få Rusland til at stoppe krigen i Ukraine, kan man måske spille en rolle som central mægler og skabe et format, der kunne føre til reelle forhandlinger på sigt. Realiteten er, at Kinas tilstedeværelse for en den af forhandlingsbordet kan være den bedste garanti for at holde Rusland og Putinengageret i forhandlingsprocessen. USA og EU har tidligere været skeptiske overfor Kinas involvering, men der er tegn på, at holdningen er ved at ændre sig. Blandt andet er Anthony Blinken, og dermed Volodomir Zelenskyj, blevet mere positivt stemtover for alternativet.

Kina er en vigtig aktør i den globale politik og forsøger at finde sin plads som en ansvarlig og konstruktiv global stormagt. Rollen som "facilitator" og landets formelt neutrale position i forhold til Ukraine-krisen er et interessant aspekt af Kinas udenrigspolitik.

Råds- og bestyrelsesmedlem - Jørn Boye Nielsen har skreveten artikel i Ræson, hvor han anbefaler, at man bør presse Ukraine og Ruslandtil at gå til forhandlingsbordet. Han kommer blandt andet med fem årsager til,at krigen ikke skal forsættes som den forløber sig i øjeblikket.

‍

Oprustning og alliancer skaber dynamikker, der kan ende i krig. Konflikterne er i dag så dybe, at ét eller to møder mellem Rusland og USA ikke løser konflikten. Der skal en længere proces til, og en villighed til kompromisser, skriver Jørn Boye Nielsen.

Selvom Danmark er et lille land, kan vi spille en konstruktiv, diplomatisk rolle i stormagtspolitiske konflikter. Statsministeren har ved flere lejligheder bebudet, at Danmark skal være kendt for at sætte hånden direkte på kogepladen – en metafor for at engagere os militært, selv i vanskelige situationer. Tænk, hvis Danmark i stedet ville være kendt for at være dem, der forsøgte at slukke kogepladen med diplomatiske midler.

‍

Grønland er i dag perifer for Kinas interesser. Det har snart mange forskere konstateret, senest i en ny DIIS-rapport. Grønland er som udgangspunkt ikke en oplagt destination for kinesiske investeringer fordi der er så store praktiske vanskeligheder, og det er svært at finansiere de meget langsigtede investeringer som er nødvendige. Når dertil kommer politiske risici, er hverken private eller statsejede kinesiske virksomheder særlig interesserede. Derfor forbliver Grønlands sjældne jordarter nok hvor de er, og dermed er der mindre økonomisk grundlag for grønlandsk selvstændighed.

‍

Vil Putin angribe – måske erobre – Ukraine inden for få uger? Det er en reel risiko, med mindre
NATO og EU sender de alvorligste advarselssignaler til Moskva, og måske indfører yderligere og
hårde, præventive økonomiske sanktioner mod det stadig mere aggressive Rusland og samtidig øger
den militære bistand substantielt til det truede Ukraine, hvis fremtidige medlemskab af NATO
bekræftes.

I et større researchprojekt har RIKO - Rådet for International Konfliktløsning det seneste år undersøgt, hvordan de store klimatiske forandringer har indflydelse på skrøbelighed og voldelig konflikt. Konklusionen er, at klimaforandringer kan påvirke en række af de faktorer, der normalt ses som ‘drivers’ i udbrud, eskalering og fortsættelse af voldelig konflikt.Samtidig udgør voldelig konflikt og skrøbelighed en stor udfordring for et samfunds grønne omstilling og tilpasning til klimatiske forandringer. Det kan man læse mere om i rapporten ”Voldelig konflikt og Klimaforandringer” udgivet på RIKOshjemmeside, mens dette papir indeholder konkrete forslag til, hvordan dansk udenrigs- og udviklingspolitik kan understøttetilpasning og afbødning af de negative konsekvenser. Dette er særligt relevant i kølvandet på Covid-19.

‍

Fra 2019 til 2020 faldt antallet af konflikter i alleverdensdele, undtagen i Afrika. Etiopien stårøverst på listen over konflikter man bør holde øjemed i 2021 sammen med lande som Myanmar, Colombia og Yemen. I en verden, som hele tidenforandrer sig, er det essentielt at forstå, at konflikter er funderet i kontekstualitet, både med henblik på den institutionelle kontekst, såvel som den socialesammenhængskraft, etnicitet, manglende adgang til basale ressourcer osv. Vi skal derfor forstå konflikter ud fra den generelle konfliktlitteratur, men også set i lyset af konfliktens egne præmisser.

Klimaforandringer udsætter i stigende grad Etiopiensbefolkning for øget usikkerhed. Tilbagevendendetørke har ført til humanitære nødsituationer gennemde seneste årtier, samtidig med at øget konkurrence om ressourcer, fødevarepriser og usikkerhedforstærker de nuværende konfliktdynamikker og udfordrer de politiske institutioners kapacitet. Selv om der var store forventninger til Abiy Ahmed efter hansindsættelse i 2018, har manglende handling skabt en ond cyklus, der underminerer statens legitimitet og skaber grobund for konflikter.

Forholdet mellem klimaforandringer og konfliktspiller en afgørende rolle, og kun ved at forståforholdet, kan vi udforme bæredygtige politiskestrategier, der i sidste ende kan bidrage til langsigtetfred.

Dette desk studie, finansieret af DANIDA, har til hensigt at undersøge konfliktdynamikker og bidrager til en kontekstspecifik forståelse af sammenhængenmellem klimaforandringer og konflikt i Etiopien.

‍

Klimaforandringer har store konsekvenser for de allermest sårbare og vand er en af de essentielle ressourcer der står for skud. Kompleks vandpolitik, stærk afhængighed af landbrug og en historie præget af geopolitisk usikkerhed er nogle af de udfordringer Etiopien står over for.

Til gengæld findes der også løsninger på disse udfordringer. For eksempel kan en prioritering af nye brønde, vandingssystemer og vandreservoirs gavne landet på en lang række af områder. Det kan bl.a. være en vej til beskæftige af nuværende ledige, det kan skabe en bedre infrastruktur, ligestilling mellem kønnene, reducere risikoen for etniske konflikter og mindske migration.

Vand er ikke kun et problem for Etiopien, det er også en mulighed! Adgang til vandressourcer kan lede til samarbejde og fællesløsninger af problemer på ellers stridende parter.

Denne video vil vise jer nogen af de problemer manglen på vand kan have for et land som Etiopien, og se på nogle af de løsninger, som kan tages i brug for at skabe bæredygtig fred.

Etiopiens premiereminister Abyi vil gøre Etiopien “Great Again” som et samlet land med en stærk centralmagt der kan skabe økonomisk og social udvikling for sit folk, men det Etiopien han romantiserer, er det samme Etiopien, som de marginaliserede etniske grupper hader.

Siden han kom til magten har etniske spændinger på tværs af Etiopien været stigende og fortrængt mere end 2,8 millioner fra deres hjem. Den seneste eskalation truer med at føre til en af de største statskollapser i moderne historie med betydelige konsekvenser ikke kun for Etiopiens udvikling men også for fred og stabilitet på hele Afrikas Horn.

Hvad er det, der har ført et land, som vestlige regeringer har kaldt en stabil ø på det uregerlige Afrikanske horn hertil? Og hvorfor er ektremistiske og voldelige ideologier om etno-nationalisme eskaleret blandt Etiopiens mangfoldige befolkning?

Efter et mislykket besøg i Moskva fra EU's udenrigskommisær og valget af Joe Biden er emnet om EU's - og dermed Danmarks - politik over for Rusland yderst aktuel. Søren Riishøj giver et overblik over de temaer, der trives i Europa og Rusland, og stiller forslag til, hvordan den iskolde udvikling kan vendes.‍

Jørn Boye Nielsen, bestyrelsesmedlem og næstforperson i RIKOs Råd, kommer i denne Rådskommentar med konkrete politiske anbefalinger til Udenrigsminister Jeppe Kofods kommende udenrigspolitiske strategi der forventes færdig i marts 2021. Jeppe Kofod har i forbindelse med den nye strategi udtalt at Danmarks udenrigspolitik skal baseres på værdier - i den forbindelse skriver Jørn Boye Nielsen "Vi har ikke brugt begrebet værdier. Det er ekskluderende, ideologisk og ofte beregnet mere på et hjemmepublikum end på verden udenfor" Læs kommentaren og bliv klogere på hvordan Jørn Boye Nielsen mener, at Danmarks udenrigspolitiske strategi skal se ud.

‍

24 millioner mennesker har brug for humanitær hjælp i Yemen. Mange nyhedskilder har udtalt, at situationen i Yemen skyldes brug af mad som våben, men der er behov for mere forskning. I denne artikel kan du læse mere om konflikten i Yemen, og hvordan mad er blevet brugt som våben.

Analysen forklarer, hvordan sanktioner sjældent virker efter hensigten, men i stedet straffer uskyldige partere og igangsætter uhensigtsmæssige konsekvenser. Analysen lægger vægt på at Danmark, og det internationale samfund, bør overveje de mange andre muligheder der er end at sanktionere, f.eks. at øge støtten til demokratisk indstillede civilsamfund og brug af diplomati og mægling.

Konkrete anbefalinger til hvordan Danmark, samt det internationale samfund, bør tænke alternativer til sanktionsvåbnet findes nederst i analysen.

‍

NY PODCAST FRA RIKO!

Helene Maria Kyed fra Danish Institute for International Studies - DIIS fortæller om konflikten i Myanmar, hvor etniske minoriteter er ofre for en stærkt militariseret mentalitet i samfundet. Helene tager os igennem årsagerne til konflikt samt potentielle løsninger, der kan forbedre levevilkårne for de mange etniske minoriteter der er særligt udsatte.

Podcasten er lavet af Julie Ranneries og Anna Haargaard Olsen. Frederikke Krebs Bahn har lavet intromusik

‍

RIKO's eksperter i international konfliktløsning forklarer med denne analyse om den betændte politiske situation mellem Vesten, særligt USA, og Kina. Kina sættes oftes i et alt for kritisk lys, hvilket er skadeligt for den demokratiske samtale og svækker muligheden for en réel deeskalering af konflikten mellem Vesten og USA. En del af kritikken er naturligvis berettiget og skal kritiseres. Men Danmark skal ikke støtte en økonomisk og teknologisk opdeling af verden, men prioritere midler til mægling, analyse og forhandling. Læs artiklen for at få indblik i hvad der kan gøres, for at deeskalere konflikten mellem Kina og Vesten.

I episoden bliver medlem af RIKO's Råd Kurt Mosgaard interwievet og fortæller om konflikten i Vestsahara. Podcasten er lavet Julie Ranneries Og Anna Haargaard Olsen. Musikken er lavet af Frederikke Krebs Bahn

RIKO's Magnus La Cour fortæller om den fredsaftale der blev begået mellem FARC (Revolutionary Armed Forces of Colombia) og den Colombianske regering. Lyt med og hør, hvorfor konflikten endnu ikke er løst og hvorfor den er så kompliceret. Podcasten er lavet Julie Ranneries Og Anna Haargaard Olsen. Musikken er lavet af Frederikke Krebs Bahn.

‍

Bangladesh risikerer at miste op mod 25 procent af sin landmasse i de kommende år, hvilket vil tvinge millioner af mennesker på flugt fra deres hjem. Landet er blevet kaldt 'ground zero' for globale klimaforandringer og fremgår ofte som verdens mest udsatte land.

WebDok'en er udviklet som del af RIKOs projekt om konflikt og klimaforandringer støttet af Den Europæiske Kommissions pulje: Frame! Voice! Report!, som forvaltes af CISU - Civilsamfund i Udvikling. RIKO er alene ansvarlig for indholdet, der på ingen måde afspejler EU’s holdninger.

I afsnit 2 af RIKO's podcast bliver Rådets næstforperson, Jørn Boye Nielsen, interviewet om atomnedrustning og hvorfor atomtruslen stadig er relevant. Jørn introducerer til aftalerne om atomnedrustning og fortæller hvorfor mange af dem er på retræte. Jørn fortæller også om det problematiske ved at nogle af parterne forlader aftalerne, og gør os klogere på hvordan vi egentlig bør tilgå problematikken for at opildne til nedrustning og løsning af konflikten.

Podcasten er lavet Julie Ranneries Og Anna Haargaard Olsen. Musikken er lavet af Frederikke Krebs Bahn

Rådets næstforperson, Jørn Boye Nielsen, foreslår at Danmark skal have et Freds-og konfliktløsningscenter. Som velfærdssamfund har Danmark traditionelt set været gode til at føre en ikke-voldelig tilgang til vores interne udfordringer. Den evne bliver dog ikke brugt udenrigs- og sikkerhedspolitisk set. Danmark har som udgangspunkt ikke nogen fjender eller er ikke en trussel mod nogen – vi kan egentlig samarbejde med alle. Med udgangspunkt i det, skal Danmark spille en større rolle i international fredsopbygning. Jørn Boye Nielsen præsenterer fire forslag, hvor det mest presserende er nødvendigheden for et dansk Freds- og konfliktløsningscenter.

‍

RIKO har udgivet det første afsnit i vores nye podcast serie, Konflikten Kort. I episoden bliver medlem af RIKO's Råd Isabel Bramsen interviewet og forklarer lidt om, hvad RIKO er og vil, hvorfor mægling er vigtigt, og at Danmark bør være mere klar på at hjælpe til med konfliktløsning ude i verden.

Podcasten er lavet Julie Ranneries og Anna Haargaard Olsen. Frederikke Krebs Bahn har lavet intromusik.

‍

Mange af de næsten 1000 øer, der udgør Salomonøerne i Stillehavet, er truet af klimaforandringerne. Ikke kun fordi øerne langsomt opsluges af havet, men også fordi klimaforandringernes konsekvenser for ø samfundene risikerer at opblusse gamle konflikter.

WebDok'en er udviklet som del af RIKOs projekt om konflikt og klimaforandringer støttet af Den Europæiske Kommissions pulje: Frame! Voice! Report!, som forvaltes af CISU - Civilsamfund i Udvikling. RIKO er alene ansvarlig for indholdet, der på ingen måde afspejler EU’s holdninger.

‍

Denne rapport sætter fokus på voldelig konflikt i en tid præget af radikaleklimatiske forandringer.

Rapporten er et bidrag til det kontinuerlige arbejdefor at forstå og oplyse om, hvad sammenhængener mellem klimaforandringer og voldelig konflikt– og for at inspirere til eftertanke om, hvilkehandlemuligheder, der er.

Den er ikke et bud på en fuldkommen løsning, men kan nærmere udgøre en del af det videns grundlag, som skal danne udgangspunkt for løsninger.

Rapporten tager fat på egentlige påvirkningskanaler fra klimaforandringer til konflikt, såsom når tørke forårsager vandmangel og dermed potentieltressourcekonflikt. Den behandler tværgåendeproblematikker som betydningen for den globaleulighed og forholdene for allerede udsattebefolkningsgrupper og lande.

Gennem hele rapporten præsenteres cases på baggrund af interviews og optagelser foretaget i tre klimaudsatte lande Bangladesh, Salomonøerne og Kenya i perioden fra juni til oktober 2019. De sætter billeder på udfordringen, og tager os med gennem menneskers oplevelser og reaktioner, når klimaforandringer lægger pres på samfund.Som et led i projektet er der udviklet undervisningsmateriale om klimaets konsekvenser skræddersyet til udskolingen i samarbejde med folkeskolelærere.

Materialet består af en online platform samtelev- og lærervejledninger, som er udarbejdet i samarbejde med www.flygtningebørn.dk. Det kan tilgås gratis på http://konfliktklima.riko.nu.

Rapporten er udarbejdet af Rådet for InternationalKonfliktløsning (RIKO) med støtte fra Den Europæiske Kommissions pulje: Frame! Voice! Report!, som forvaltes af CISU – Civilsamfund i Udvikling.

Klimaforandringer lægger et stadigt større pres på både naturlige og socioøkonomiske systemer. Det gælder især i allerede skrøbelige samfund i det Globale Syd. I dette positionspapir kan du læse RIKOs anbefalinger til dansk udenrigs- og udviklingspolitik i forhold til konflikter og klimaforandringer.

I byen Gizo i det vestlige af Salomonøerne, har Giftson og hans venner en plan: De vil skabe affald om til miljøforbedringer og økonomisk udvikling, og samtidigt sikre at de unge engagerer sig positivt i samfundet...

I slutningen af 2019 besøgte RIKO tre klimaudsatte lande. Det blev der blandt andet en række små minidokumentarer ud af, som fortæller individuelle historier om konsekvenser af at leve i et konfliktklima.

Filmene bliver blandt andet brugt på RIKOs nye undervisningsplatform

https://konfliktklima.riko.nu, med en masse inspiration og forløb til brug i udskolingen.

Produceret af Slipstrom for RIKO og Flygtningebørn.dk

(Minidoc'en er udviklet som del af RIKOs projekt om konflikt og klimaforandringer støttet af Den Europæiske Kommissions pulje: Frame! Voice! Report!, som forvaltes af CISU - Civilsamfund i Udvikling. RIKO er alene ansvarlig for indholdet, der på ingen måde afspejler EU’s holdninger.)

Saku, i det nordlige Kenya, er hårdt ramt af tørke. På grund af klimaforandringer er regnsæsonerne de seneste år blevet mere og mere utilregnelige. Det er blandt andet en af grundene til, at konflikterne mellem de lokale stammer bliver mere voldelige. I denne web-dok møder du Fatouma, der fortæller sin historie og om sin nye tilværelse på den nye skole. Mød også en lærer fra Fatoumas nye skole, der fortæller, at alle børn, uanset stamme, er velkomne på denne skole og hvordan det er med til at nedbryde fordomme.

Vi møder den 12-årige gedehyrde Wako Wario fra Marsabit i det tørkeramte nordlige Kenya. Han mistede sin far og alle familiens kvæg da røvere angreb dem for omkring et år siden. Wako's historie er desværre langt fra unik i det tørkeramte nordlige Kenya, hvor voldelige stammekrige og røverier præger området, der er udsat for manglede ressourcer som vand og græsgange pga. tørke.

Nusahope betyder ø-håb eller måske mere poetisk kan det oversættes til håbets ø. Det er en lille ø i Roviana lagunen i det vestlige af Salomonøerne. Tidevandsbølger og havstigning udfordrer ikke kun selve øens eksistens, men ødelægger også befolkningens adgang til havebrug og rent drikkevand, der påvirkes gennem saltvandsforurening af ferskvandsbrøndene og grøntsagshaverne, som for de mindre ø-samfund er en vigtige for deres livsvilkår.

Næstforperson i Rådet, Jørn Boye Nielsen, forklarer i denne analyse hvordan det udenrigspolitiske samarbejde skal genoptages på trods af Covid-19. De fleste lande har efter to måneder med corona virusset transformeret sig til rene nationalstater. Det internationale samarbejde har vist sig at være begrænset, da hvert land har sin strategi. 193 medlemmer af FN handler på egen hånd i menneskehedens globale tidsalder og i den mest akutte globale situation. Jørn Boye Nielsen bringer til sidst i artiklen anbefalinger til hvordan Danmark bør reagere og forholde sig til situationen.

‍

De seneste to årtier har ca. 40% af verdens befolkning med lavest indkomst i flere lande stort set ikke mærket, når der har været økonomisk vækst. Med udgangspunkt i Irak, Chile og Libanon, belyses hvordan sociale og politiske problemstillinger truer den sociale sammenhængskraft og mistillid til politiske institutioner styrkes - dette skaber grobund for oprør og hæmmer vækst.

Denne analyse tager udgangspunkt i implementeringen af fredsaftalen i 2016 mellem staten og oprørsgruppen FARC, og hvordan fremtiden tegner sig for den columbianske fredsproces. Læs bl.a. andet om en bevægelse imod fredaftalen og om mord på demobiliserede FARC-medlemmer, samt anbefalinger til hvordan vi i dansk kontekst bør bidrage til implementering af fredsaftalen.

Følg med i RIKO’s første podcast, hvor vi belyser 3 klimaudsatte lande; Bangladesh, Kenya og Salomonøerne. Lyt med når vores korrespondent og eksperter kommenterer på de udfordringer som millioner af mennesker står over for på daglig basis, og hvordan disse takles.
Projektet er en del af Frame Voice Report.

Podcasten er lavet Julie Ranneries Og Anna Haargaard Olsen. Musikken er lavet af Frederikke Krebs Bahn

Denne situationsanalyse viser, at det nordøstlige Syrien - også kendt som Rojava - er blevet mere skrøbeligt siden starten af oktober 2019. Amerikanernes omorganisering og Tyrkiets militære offensiv har ændret magtbalancen og bragt nye aktører til det nordlige Rojava. Sammenstødende mellem Syriens Demokratiske Styrker (SDF) og Tyrkiet har drevet mere end 100.000 civile på flugt og skabt forhold, der øger opbakningen til Islamisk Stat. Fordyb dig i den komplekse aktøranalyse, som dykker ned i konflikten nær grænsen til Tyrkiet, og hvordan Rusland og Syriens regering spiller en vigtig rolle i denne konflikt.