Grønland er i dag perifer for Kinas interesser. Det har snart mange forskere konstateret, senest i en ny DIIS-rapport. Grønland er som udgangspunkt ikke en oplagt destination for kinesiske investeringer fordi der er så store praktiske vanskeligheder, og det er svært at finansiere de meget langsigtede investeringer som er nødvendige. Når dertil kommer politiske risici, er hverken private eller statsejede kinesiske virksomheder særlig interesserede. Derfor forbliver Grønlands sjældne jordarter nok hvor de er, og dermed er der mindre økonomisk grundlag for grønlandsk selvstændighed.