Denne kommentar af Birgitte Rahbek blev oprindeligt bragt på Solidaritet.dk den 13. april 2026 og er gengivet her med forfatterens tilladelse.
Fredag 10. april 2026 skrev den israelske journalist Amira Hass i avisen Haaretz, at ”israelerne har råd til at opgive den iranske front. Vi har stadig alle de andre”.
Det lader til, at Iran under de nu kuldsejlede fredsforhandlinger i Islamabad opretholdt sit krav til en aftale om, at ikke alene skal USA og Israel indstille alle fjendtlighederne imod Iran – men Israel skal også indstille krigen mod Libanon.
Det ville da også have være vanskeligt for Iran at give køb på dette krav, for Hizbollah indledte netop sin hovedløse beskydning af Israel som svar på mordet på den iranske leder. Så hvis Iran ikke havde fastholdt dette krav, ville resten af landets troværdighed i området være gået tabt.
Israels vanvittige bombardement af Libanon onsdag 8. april, hvor de affyrede 100 missiler i løbet af 10 minutter, tydede da også på, at den israelske regering forventede at blive anmodet om at indstille myrderierne, så USA ikke endnu engang presses ud i den udsigtsløse krig.
Problemet er, at krig for Israel ikke er som Clausewitz citeres for: ’en fortsættelse af politik med andre midler’. Det er derimod politikken, der er en fortsættelse af krigen med andre midler – eller som det tidligere medlem af Le Mondes chefredaktion og Mellemøstekspert, Sylvain Cypel, skrev 6. april: ”Krigen er ikke en beskaffenhed ved den politik, som den israelske stat fører, den er et vitalt grundelement i statsapparatet. Dets lunge.”
Hovedargumentet for Israels mange krige har altid været ’sikkerhed’ og er altid blevet accepteret af i hvert fald den vestlige verden som ’Israels ret til at forsvare sig’. Men hvad Israels apologeter prøver at skjule eller sukre ind, lægger israelske politikere ikke længere skjul på – nemlig at det drejer sig om at udvide det israelske territorium.
Således erklærede finansminister Ben Smotrich for nylig, at Israel skulle have ikke alene Gaza og Vestbredden, men også Libanon op til Litani-floden, og Syrien op til Hermon-bjerget. Se også min artikel i Eftertryk: Når Israel udvider sig, ser vores politikere den anden vej.
Man kan desuden være sikker på, at det ikke stopper dér, for når først de har sat sig på ét område, bliver der brug for en ekstra sikkerhedszone til også at beskytte det område. Således har Israel da også beordret evakuering af indbyggerne et godt stykke nord for Litani-floden, hvis vand udgør en yderligere tiltrækning i en region, hvor vand er en mangelvare.
Hvor stammer Hizbollah fra?
Hvor man kan sige, at palæstinenserne har været meget uheldige med deres fjender – der som bekendt har taget patent på offerrollen og har efterladt især Europa med en velbegrundet dårlig samvittighed – så har israelerne til gengæld været heldige med deres fjender, for hvem kan lide Hizbollah eller Hamas? Det historiske problem med begge organisationer er imidlertid, at de er affødt af Israels besættelser og aggressioner.
Hizbollahs historie i Libanon går tilbage til 1982, hvor de opstod som en radikalisering af de libanesiske shiitter, der indtil da havde været repræsenteret af partiet og bevægelsen Amal under ledelse af den gennem mange år siddende parlamentsformand, Nabih Berry. Tændsatsen til bevægelsens opståen var den israelske besættelse af Sydlibanon – i en periode helt op til og med Beirut. Besættlsen fortsatte indtil sommeren 2000.
Under den libanesiske borgerkrig (1975-1990) gjorde Hizbollah sig i midten af 1980’erne bemærket ved at bekæmpe Amal, da denne førte en skånselsløs krig imod palæstinensiske flygtningelejre i Beirut. Følgende er en beskrivelse af Amal fra min bog En stat for enhver pris, s. 244:
Årene 1985-1987 blev den værste tid for palæstinenserne i flygtningelejrene i Beirut. De blev nu angrebet af Amal-bevægelsen, hvis medlemmer i årevis havde været fredsommelige og venlige naboer til palæstinenserne. Mange shiitter havde efterhånden sluttet sig til den palæstinensiske modstandsbevægelse, andre havde sluttet sig til det libanesiske kommunistparti, og en af hensigterne med oprettelsen af Amal i 1975 var at få shiitterne tilbage i den sekteriske libanesiske fold, dvs. i et rent shiitisk parti.
Sektens snævre interesser og ledernes personlige magtinteresser medførte, at gruppen indgik skiftende alliancer: snart med israelerne, snart med druserne, snart med falangisterne.
Problemerne mellem Amal og palæstinenserne havde – trods det formelle samarbejde – ulmet længe, men blev først rigtigt alvorlige efter at Amal havde befriet Vestbeirut fra falangisterne i februar 1984. Herefter gik Amal i stilling rundt om Sabra- og Shatila-lejrene.
“Den egentlige årsag til den nuværende konfrontation er ikke så meget lokale småstridigheder som den lange forbundetheds søskenderivalisering … De libanesiske shiitter var blevet negligeret af deres egen regering og så nu med misundelse på de skoler og lægeklinikker, som UNRWA og fremmede solidaritetsgrupper havde forsynet palæstinenserne med.” (Rosemary Sayigh).
En anden nok så tungtvejende årsag var, at palæstinensiske guerillaer, først og fremmest medlemmer af Fatah, i mellemtiden var vendt tilbage til Libanon og havde allieret sig med sunni-muslimske militser i deres opgør med Amal. Sidst men ikke mindst ønskede Amal for enhver pris at forhindre, at de palæstinensiske guerillaer kom til Sydlibanon og endnu engang kunne give Israel påskud til invasion eller bombardementer.
Fordi Hizbollah tog palæstinensernes parti og bekæmpede Amal, vandt de palæstinensernes hjerter; og fordi Hizbollah var den bevægelse der i sidste instans gjorde det for dyrt for Israel at opretholde besættelsen af Sydlibanon, fik de status som den libanesiske modstandsbevægelse par excellence.
Den position bevarede de, da de igen i 2006 slog den israelske hær på tilbagetog efter endnu en stærkt ødelæggende krig i Libanon. Noget af glansen gik dog af Hizbollah, da bevægelsen – ligesom Iran og senere Rusland – gik ind i den syriske borgerkrig og støttede diktatoren Bashar al-Assad.
Hizbollah som en del af Libanons samfund
Hizbollahs indmelding i den seneste krig mellem Israel og Iran efter mordet på den iranske leder ayatollah Khamenei har ikke just gjort bevægelsen mere populær, da den gav Israel et påskud til endnu en ødelæggende krig mod Libanon.
Israel har ført nogenlunde samme politik over for Libanon som over for Gaza, nemlig med jævne mellemrum at ’slå græsset’, som de kalder det, dvs. lige sørge for med overdreven militær magt at ødelægge så meget og slå så mange ihjel, at de for en tid ikke kan få overskud til at genere Israel.
Imidlertid er Hizbollah ikke længere den militante bevægelse, som den var, da den opstod i 1982 vendt imod den israelske besættelse.
I mellemtiden er Hizbollah blevet en integreret del af det libanesiske samfund, dels som et politisk parti, der har og har haft stor indflydelse på hele det politiske landskab bl.a. takket være sine alliancer med såvel kristne grupper som i dag også med det andet shiittiske parti, Amal. Dels på grund af sit omfattende netværk af velfærdsinstitutioner, som Anne Kirstine Rønn skriver i Ræson 23. marts 2026:
_I områder, hvor staten er svag eller fraværende, fungerer disse institutioner ofte som et alternativt velfærdssystem, og mange bakker op om organisationen for at sikre sig adgang til disse ydelser. For nogle er der ikke meget andet at gøre. Det er kendt, at personer, der åbent kritiserer gruppen i stærkt pro-Hizbollah-områder, kan opleve social isolation eller økonomiske konsekvenser. Det kan eksempelvis være sværere at få arbejde i lokale institutioner eller få adgang til bestemte tjenester.__ Det betyder ikke, at støtten til Hizbollah udelukkende er tvungen. Men det illustrerer, at organisationens position i samfundet er forbundet med både ideologiske, sociale og økonomiske faktorer._
Endelig er der Hizbollahs omstridte position som den eneste milits, der efter borgerkrigens afslutning i 1990 fik lov til at beholde sine våben, fordi Israel stadig (indtil sommeren 2000) besatte det sydlige Libanon.
Efter Hamas’ angreb på det sydlige Israel 7. oktober 2023 og den efterfølgende krig bakkede Hizbollah palæstinenserne op ved at sende raketter ind i det nordlige Israel og det i en sådan grad, at titusinder af israelere blev fordrevet til andre dele af landet. Det samme skete for mange sydlibanesere, fordi Israel svarede igen med at bombe Sydlibanon.
1. oktober 2024 invaderede Israel for sjette gang Libanon, men inden da havde Israel svækket Hizbollah ved den såkaldte Grim Beeper Operation, hvor de ved hjælp af fjernstyrede personsøgere og dagen efter med walkie-talkies dræbte 42 og sårede omkring 4.000 og skabte panik i befolkningen.
Et par dage før invasionen dræbte Israel den mangeårige leder af Hizbollah, Hassan Nasrallah, foruden flere andre højtstående medlemmer af bevægelsen. Nasrallah blev først begravet fem måneder efter sin død ved en storslået ceremoni med deltagelse af hundredtusinder – CNN skrev titusinder – heriblandt en af mine unge libanesiske venner, en fuldblods-ateist, for hvem Nasrallah stadig var et modstandssymbol.
Israel bryder rutinemæssigt våbenhvilen
26. november 2024 fik Frankrig og USA forhandlet en fredsaftale mellem Libanon og Israel. Ifølge aftalen skulle Israel i løbet af de følgende 60 dage trække sine tropper ud af Sydlibanon og lade den fordrevne befolkning vende tilbage. Samtidig skulle Libanons hær rykke ind i området, og Hizbollahs ’væbnede tilstedeværelse’ skulle bringes til ophør.
Men som så ofte før overholdt Israel ikke våbenhvilen og krænkede alene i de sidste tre måneder af 2025 libanesisk territorium 2.036 gange. Inden den seneste krig havde Israel dræbt over 300, hvoraf 127 var civile.
7. januar 2026 skrev Al Jazeera, at “FN’s midlertidige styrker i Libanon (UNIFIL) har dokumenteret mere end 10.000 israelske brud på våbenhvilen, herunder 7.500 krænkelser af luftrummet og 2.500 krænkelser på landjorden.”
De daglige israelske angreb har vanskeliggjort den libanesiske hærs arbejde med at afvæbne Hizbollah syd for Litani-floden. Dels fordi Hizbollah nægtede at lade sig afvæbne, så længe Israel opretholdt sin besættelse og forbød befolkningen at vende hjem og genopbygge deres huse. Dels og ikke mindst fordi den libanesiske hær simpelthen ikke har kapacitet til at afvæbne Hizbollahs militære gren.
Samtidig med at Israel har kritiseret hæren for netop det, har landet ikke undladt at beskyde den libanesiske hær, og så sent som i begyndelsen af april – hvor den libanesiske hær bevogtede en af broerne i Sydlibanon – blev de kommanderet væk af IDF, som derpå sprængte broen i luften. Israel bryster sig nu af at have ødelagt alle broer over Litani-floden, ligesom de også går efter anden civil infrastruktur som skoler og hospitaler.
Men 8. januar 2026 meddelte den libanesiske hær, at den nu havde gennemført at bringe alle ikke-statslige våben (læs: Hizbollahs) under sin kontrol i området mellem Litani-floden og den israelske grænse, dvs. 30 km. Undtaget var de områder og de stillinger, som Israel fortsat besatte, hed det i meldingen. Libanon forberedte sig nu på ligeledes at tage kontrollen over de næste 10 km op til Awali-floden.
Kommer der forhandlinger?
Hizbollah havde ikke modsat sig den første fase, dvs. afvæbningen op til Litani-floden, men var imod den næste, så længe Israel ikke havde overholdt sin del af aftalen om at trække sig ud.
Israels svar var, at Hizbollah skal afvæbnes helt. Samtidig siger Israel, at de på ingen måde vil forhandle med Hizbollah, (som nu heller ikke vil forhandle med dem). Tirsdag 14. april er der imidlertid berammet et møde mellem den libanesiske og den israelske USA-ambassadør i Washington. Dog har man fra Libanons side betinget sig, at Israel inden da indstiller alle bombardementer i Libanon, så mon ikke det møde hænger i en tynd tråd?
I Libanon er der desuden meget delte meninger om et sådant møde, og lørdag 11. april var der demonstrationer i Beirut imod at mødes med repræsentanter for det land, der dagligt bomber og dræber libanesere. Også på det politiske plan er der uenighed, idet både de to shiittiske partier og druserne er imod. De ønsker i stedet, at man går tilbage til våbenhvileaftalen fra 1949.
En af hovedårsagerne til at være imod direkte forhandlinger med Israel er, at libanesere generelt ikke stoler på israelerne. Det er svært at fortænke dem i, idet Israel gennem tiden har brudt alle aftaler og ikke lægger skjul på, at de ønsker permanent at bemægtige sig dele af Sydlibanon.
Hvad skete der med “fredsplanen”?
10. april skrev kommentator Owen Jones i The Guardian: ”Prisen for vestlige politikeres og mediers tavshed om Israels handlinger i Palæstina betales nu af iranske og libanesiske civile”.
Men det er så sandelig også en pris, der fortsat betales af palæstinensere på Vestbredden og i Gaza. På Vestbredden har bosættere i samarbejde med hæren siden oktober 2023 dræbt over 1.045 palæstinensere og såret mange flere. Samtidig med at den israelske regering godkender flere og flere bosættelser, har bosættere og hæren ødelagt i hundredvis af palæstinensiske boliger.
I Gaza er situationen stadig hinsides det katastrofale. 9. april udgav Oxfam og fire andre humanitære organisationer en statusrapport om situationen seks måneder inde i våbenhvilen efter vedtagelsen af Trumps famøse Gazaplan (læs Mogens Lykketofts og min analyse her). I pressemeddelelsen i tilknytning til statusrapporten hedder det bl.a.:
Seks måneder inde i våbenhvilen står palæstinenserne i Gaza stadig over for en daglig kamp for at overleve … Palæstinensere i Gaza går stadig sultne i seng, de lever i oversvømmede telte _og står i lange køer for at få rent vand. Alt imens Israels regering bomber og fortsat forhindrer livsvigtig nødhjælp i at komme ind.___
Ingen af de opstillede mål er tilnærmelsesvist blevet opfyldt: Der finder så godt som dagligt israelske drab sted. Dermed er over 700 palæstinensere, heraf mindst 180 børn, blevet dræbt. I samme periode blev 4 israelske soldater dræbt. Og selvom Israel ifølge planen ikke skulle besætte eller annektere nogen del af Gaza, sidder de i realiteten i dag på 60 procent af området, og intet tyder på, at de har planer om at trække sig tilbage. Allerede inden krigen var Gaza Jordens tættestbefolkede område.
Et andet vigtigt punkt i planen var, at nødhjælp frit skulle få adgang med mindst 600 lastbiler om dagen. Indtil december sidste år kom der da også i gennemsnit 459 lastbiler ind om dagen, men mindre end 100 af dem var nødhjælp, resten var kommercielle, og Israel fortsatte med sine restriktioner på bl.a. medicin, modermælkserstatning og byggematerialer.
Den fortsatte katastrofe i Gaza
Situationen i sundhedsvæsenet er katastrofal, der er bl.a. stor mangel på blodtryksmedicin, insulin og kemoterapimedicin, og 70 procent af de nyfødte er undervægtige. Ifølge UNICEF har over 60.000 børn under fem år brug for behandling for ’akut livstruende underernæring’ og andre 290.000 under fem har brug for tilskud, fordi de ikke får tilstrækkeligt med mad hver dag. Det samme gælder cirka 37.000 ammende kvinder.
Dertil kommer, at 1,7 millioner fordrevne lever 1600 forskellige steder, hvoraf mange er udsat for oversvømmelser blandt andet fra åbne kloakker. Israel har under og ”efter” krigen forbudt såvel mobile boliger som byggematerialer at komme ind. Det sker til trods for Gazaplanens vidtløftige visioner om at opbygge området i form af både Kushners drøm om et futuristisk glas- og stålhelvede i Gaza By eller i form af en kæmpe bosættelses-arkitektur i Rafah.
Langt fra at bygge noget op har Israel i de forløbne måneder bestræbt sig på at bombe eller nedrive de resterende bygninger.
Over 90 procent af alle skoler i Gaza er ødelagte, og 637.000 børn står uden undervisning.
Bedre står det ikke til med den politiske og administrative del af planen: Israel har fortsat nægtet indrejse til de palæstinensiske medlemmer af den Nationale Komité til Forvaltning af Gaza (NCAG), som skal administrere Gazastriben. Der er heller ikke blevet oprettet nogen International Stabiliserings Styrke (ISF).
Til gengæld fortsætter Israel med at dræbe og undertrykke palæstinenserne i Gaza, og grusomhederne synes at være grænseløse, som når soldater efter sigende torterer et barn på 21 måneder for at få hans far til at tale.
Israel har alle dage anvendt tortur imod palæstinensere, men aldrig så systematisk som i dag, hvilket da også har kostet snesevis af fanger livet og invalideret andre.
Ligesom i Libanon med Hizbollah er Israels undskyldning for ikke at overholde sin del af planen i Gaza, at Hamas endnu ikke er afvæbnet. Hamas har selv accepteret at aflevere sine offensive våben, dvs. dem der kan ramme Israel, men skulle ifølge nogle udlægninger af aftalen have lov til at beholde sine defensive våben til opretholdelse af ro og orden i form af en politistyrke.
Er der en fremtid for Gaza?
Hvor man kunne hævde, at der i Libanon med international hjælp måske kunne opstå en nogenlunde handlekraftig stat, er det ikke tilfældet i Gaza, hvor alternativet til Hamas ville være kaos eller i værste fald borgerkrig.
Efter at våbenhvilen trådte i kraft i oktober 2025, har Hamas genåbnet nogle politistationer, hvilket har medført færre tyverier og angreb på nødkonvojer, som under krigen ofte blev angrebet af diverse mafiøse grupperinger, der blev støttet af Israel, som derfor heller ikke ønsker palæstinensisk politi på gaden.
I ugen op til Palmesøndag 29. marts dræbte Israel 20 politibetjente i Gaza. Ifølge journalisten Rami Abou Jamous er Israel netop interesseret i, at palæstinenserne begynder at myrde hinanden, for mens det israelske folkemord ikke kunne få folk til at flygte ud af Gazastriben i stort tal, vil en borgerkrig kunne medføre netop det.
Der er da også mange muligheder for at sætte folk op imod hinanden: Had til Hamas der har styret Gaza med hård hånd, had til de nyrige der har profiteret på krigen, had til de handlende, som Israel gav monopol på fx fødevarer, og som tog eksorbitante priser for dem, had til dem der oprettede online-indsamlinger og selv beholdt mange af pengene, eller had til narko- og tobaksmuglere.
Den israelske strategi er ifølge samme journalist gået ud på at ødelægge Gazas traditionelle solidaritet ved at skabe denne nye sociale klasse af folk, der har profiteret på krigen og er ligeglade med deres medmennesker.
Den dag der ikke er sikkerhed i Gaza, vil mange tage hævn, og det er disse mennesker godt klar over, hvorfor de med israelsk hjælp har oprettet deres egne militser. Som de eneste palæstinensere har disse militser lov til at opholde sig i det område på 60 procent af Gaza, som Israel kontrollerer. Herfra foretager de raids og mordtogter ind i den lille vestlige del af landstriben
Mens politikerne herhjemme for tiden leger bogstavleg, står Gazas befolkning over for valget mellem to katastrofer: Fortsat folkemord eller borgerkrig med den etniske udrensning som det endegyldige mål.