12 teser – for en mere nuanceret udenrigspolitisk debat

Lad os få en mere nuanceret og perspektivrig udenrigs- og sikkerhedspolitisk debat i Danmark, skriver 19 personer, der sammen har skrevet 12 teser.

Valgkampen vil sikkert først og fremmest handle om indenrigspolitik. Men det overses ofte, hvor tæt nogle af disse spørgsmål, herunder klima/miljø- og flygtninge/migrantproblemer, er forbundet til internationale konflikter og problemer, som Danmark også har haft og har en andel i. De har med andre ord væsentlige udenrigspolitiske aspekter. Det samme gælder den danske værdipolitik, hvis autoritet svækkes, hvis landets udenrigspolitik knyttes for tæt til allierede, der i praksis til tider er på kant med traditionelle danske og europæiske idealer. De nye globale magtforhold gør det endnu mere nødvendigt, at vi igen får en mere nuanceret udenrigspolitisk debat i Danmark, som ikke blot deler verden sort-hvidt op i ”venner” og ”fjender”, men får øje på verdens mange farver og gråtoner. Derfor har vi formuleret nedenstående 12 teser:

1. Som medlem af internationale organisationer som Nato, EU og FN har Danmark tidligere haft en betydelig tradition for at bidrage aktivt og selvstændigt til at fremme diplomatisk dialog og afspænding, tillidsskabende mekanismer, våbenkontrolaftaler, ikkemilitær konfliktløsning, handel og andet samkvem med lande, hvis politiske systemer vi ellers ikke bryder os om. Denne tradition er i de seneste to-tre årtier blevet glemt eller fortrængt. Det er på tide at genoplive denne danske – og også europæiske – tradition for at bidrage til brobygning og deeskalering af internationale konflikter, ikke mindst i forholdet mellem Vesten og Rusland og mellem USA og Kina. Det er der brug for, også for at undgå destruktive handelskrige og nye meningsløse og farlige kapløb på atomvåben og cyberkrigsførelse. Sammen med ligesindede aktører i EU, Nato og FN kan Danmark igen gøre en forskel til gavn for international stabilitet og fred.
   ‍
2. De internationale magtforhold er under hastig forandring. Væbnede konflikter, globaliseringens skyggesider og klimaforandringer manifesterer sig i øget international spænding, massemigration og politiske opbrud, herunder højre- og venstrepopulistiske strømninger. Forhold, som også påvirker og gør sig gældende i Europa og dermed i Danmark.
   ‍
3. Det er derfor paradoksalt, at udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål stort set ikke spiller nogen rolle i den hjemlige politiske debat og næppe heller vil gøre det i folketingsvalgkampen.
   ‍
4. Hvis udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner overhovedet kommer op i den offentlige debat, sker det typisk – over hele det politiske spektrum – på et overskriftspræget og ensidigt plan og ofte præget af trussels- og frygtretorik. Det afspejler en undervurdering af befolkningens interesse for udenrigspolitiske problemer. Ensidige fremstillinger af komplekse internationale konflikter, hvor kun den ene parts ”sandheder” gengives, resulterer i formidling af halve sandheder, altså – uanset hensigten – en form for misinformation. Det udenrigspolitiske debatniveau i mange andre europæiske lande, f.eks. Tyskland, er væsentligt højere.
   ‍
5. De virkelige trusler mod Danmark og mod international stabilitet, fred og de demokratiske idealer, vi hylder, kommer ikke primært udefra fra skikkelser som Vladimir Putin, Xi Jinping eller Donald Trump. Udfordringerne kommer i væsentlig grad indefra, fra manglende erkendelse af de uundgåelige, strukturelle forandringer i den internationale orden, som har fundet sted gennem de seneste 30 år, siden Den Kolde Krig ophørte.
   ‍
6. De positive resultater af den liberale verdensorden og dens internationale institutioner, der med USA som hoveddrivkraft blev oprettet efter 1945, er i de senere år blevet fremhævet, men typisk med en ensidighed, som nærmer sig skønmaleri. For en række forhold og sammenhænge i vores nylige fortid og samtid er blevet glemt eller ignoreret.
   ‍
7. Den såkaldt liberale verdensorden under og efter Den Kolde Krig har indeholdt iøjnefaldende ikkeliberale træk – især set fra verden uden for Europa og USA.
   ‍
8. Sovjetblokkens diktaturer under Den Kolde Krig brød mere sammen af indre svagheder og folkelig modstand end på grund af ydre vestligt militært og politisk pres. Afspændingspolitikkens strategi om ”forandring gennem tilnærmelse” viste sig nok så virkningsfuld.
   ‍
9. Mange i Vesten lod sig, berusede af et ”vinderkompleks” efter Den Kolde Krig, forføre til at tro, at den vestlige samfundsmodel uden videre kunne eksporteres til den tidligere sovjetblok, til Mellemøsten og Centralasien, også via militære interventioner eller trusler om militær magtbrug, og på tværs af internationale institutioner som FN, dvs. ved brud på international retsorden.
   ‍
10. Den brede enighed omkring 1990 mellem øst og vest om nødvendigheden af en helt ny og inkluderende europæisk sikkerhedsarkitektur blev alt for hurtigt afløst af Natos og til dels EU’s forhastede og ugennemtænkte udvidelse mod øst, som nu har bidraget til kritisable, omend forventelige, modreaktioner fra et stadig mere marginaliseret Rusland, herunder den folkeretsstridige russiske annektering af Krim.
    ‍
11. Autoritære politiske styreformer og strømninger kan ikke imødegås eller omformes ved ideologiske korstog eller selvbestaltede militære interventioner. Den slags skaber først og fremmest mere terrorisme og mere politisk modstand og fører til flere internationale konflikter, end de løser; menneskerettigheder fremmes bedst gennem afspænding, ikke gennem pres udefra.
    ‍
12. Vi i Vesten må erkende, at vi ikke længere med magt eller trussel om magt kan diktere, hvordan resten af verden skal eller bør indrette sig. Uden at give køb på det liberale og sociale demokratis idealer gælder det derfor om, med præsident John F. Kennedys ord fra 1963, at »gøre verden sikker for mangfoldighed«. Perspektivet for det 21. århundrede må ikke være international politik som et nulsumsspil, men derimod gensidig afhængighed og aftalebaseret kollektiv sikkerhed.
    ‍

Lad os i denne ånd få en mere nuanceret og perspektivrig udenrigs- og sikkerhedspolitisk debat i Danmark.
‍

Kronikkens afsendere er: Katarina Ammitzbøll, international konfliktmægler, folketingskandidat (K), Isabel Bramsen, post.doc. i konfliktstudier, KU, Erling Dessau, international FN-rådgiver, pensionist, Lars Ehrensvärd Jensen, major, militæranalytiker, Thorkild Høyer, advokat, konfliktmægler, Dino Knudsen, historiker, ph.d., Erik Kulavig, lektor i slavistik, SDU, Mie Marcussen, konfliktmægler, Sara Dybris McQuaid, lektor, AU, Karsten Jakob Møller, generalmajor, pensionist, Jens Jørgen Nielsen, cand.mag., forfatter, Jørn Boye Nielsen, cand.scient.pol., højskolelærer, pensionist, Gunnar Olesen, international rådgiver, Søren Riishøj, lektor emer. i statskundskab, SDU, Søren Schmidt, lektor i international politik, AAU, Annette Stubkjær, forperson, Rådet for International Konfliktløsnings Råd, Kasper Støvring, ph.d., forfatter, Poul Villaume, professor i samtidshistorie, KU, Clemens Stubbe Østergaard, lektor emer. i international politik, AU.