At fortsætte den militære støtte til Ukraine udelukker ikke en diskussion om, hvordan freden skal opnås. Det er på tide at bringe parterne til forhandlingsbordet. Her er et bud på, hvordan det kunne se ud.

Før 24. februar 2022 ville politikere, stillet overfor konflikter, ofte sige: Der er ingen militær løsning på denne konflikt – og henvise til diplomatiske forhandlinger, fx i FN. Men siden invasionen af Ukraine – især, men ikke kun, i forhold til krigen mellem Ukraine og Rusland – er der en tendens til kun at ville tale om militære løsninger. Alt bliver gjort til et spørgsmål om mere ammunition, artilleri, raketter. Militær og sikkerhedsaspekter dominerer alle diskussioner.

Men noget mangler i diskussionen om krigen: Der er meget lidt inddragelse af begreber som diplomati, forhandlinger og mægling – herunder konfliktløsning, tillidsskabende foranstaltninger i krigen. Næsten ingen konkrete forslag om forhandlede løsninger.

I enhver diskussion om krigen er det korrekt at fremhæve, at den startede som en folkeretslig ulovlig invasion af et andet land fra Ruslands side. Det må også fremhæves, at Europa og Vesten, og dermed Danmark, har en pligt til at hjælpe Ukraine militært, så landet ikke løbes over ende af Rusland. Men dette betyder ikke, at der ikke også må arbejdes parallelt for en fred mellem de to lande via en forhandlet løsning. Derfor er opgaven ”at gå på to ben” – at fortsætte den militære støtte, samtidig med at man arbejder benhårdt for en afslutning på krigen. Men det sidste punkt (freden) arbejdes der overhovedet ikke på fra vestlig side.

Jan Werner Mathiasen, officer ved Forsvarsakademiet og EP-kandidat for Det Radikale Venstre, siger om Ukrainekrigen: ”Man kan altid forhandle. Hvis vi ikke beholder forhandling som en mulighed, så har vi allerede afskåret en mulig vej til fred”. Han tilføjer: ”Hver gang, nogen stiller sig op og foreslår at forhandle med Rusland, bliver de udskammet på nationalt TV. Så ja, der er trange kår for fredsmægling, som ikke baserer sig på militær magt” (Globalnyt, 13.3.2024).

Krigen i kontekst

‍Situationen i Ukraine kan bedst beskrives med det engelske udtryk stalemate – dødvande. Der skydes utrolig meget ammunition af, især fra russisk side; mens den ukrainske side er trængt, og mangler både ammunition og mandskab. En træthed hos den ukrainske befolkning rapporteres også. Imidlertid har Ukraine lige fået den længe ventede store bevilling fra USA på 61 mia. dollars. Der er enighed i medierne om, at Rusland er i offensiven militært, og landet bruger en stor del af sit offentlige budget og ca. mellem 4-8% af BNP på forsvar og militær.

Desuden er der en katastrofal demografisk situation i Ukraine. Befolkningen er nu nede på 28 millioner i selve landet – ca. 8 millioner er udenfor Ukraines grænser, og landet besidder Europas laveste fødselsrate, 0,7 barn pr kvinde (den skal være 2.1 barn pr. kvinde for at et land skal kunne reproducere befolkningen). Ukraine har lige sat værnepligtsalderen ned fra 27 til 25, men de nye rekrutter skal først uddannes. Rusland befolkning er på 143 millioner, og det er et land med store materielle ressourcer, og en stor våbenindustri, men også med en befolkning, der rapporteres trætte af krigen.

Situationen skal også ses i lyset af en mislykket ukrainsk sommeroffensiv i 2023.

Antal dræbte i krigen svinger afhængig af kilder – ifølge tal fra den amerikanske administration er 120.000 russiske soldater blevet dræbt under kampene i Ukraine, mens 170.000 til 180.000 er blevet såret. På Ukraines side vurderes 70.000 soldater at have mistet livet, mens der formodes at være 100.000 til 120.000 tilskadekomne soldater, svarende til et samlet tabstal på knap 200.000 (Politiken, 19.8.2023).

Når to parter er kommet op at slås, må omgivelserne sætte foranstaltninger ind for at få dem skilt ad. De to aktører må sætte sig ned ved et bord og tale med hinanden for at finde en løsning, begge kan leve med – og underforstået: Begge må indgå kompromisser. Sådan løses konflikter – og krige afsluttes. Det er naturligvis meget mere kompliceret, når der er tale om store nationer og grupper af nationer, der understøtter eller forholder sig neutrale i krigen. Men uden et vist pres udefra, kommer der næppe forhandlinger. Kort sagt: USA og EU må lægge pres på Ukraine – og Kina, Indien og de øvrige nationer i det udvidede BRIKS-samarbejde må lægge pres på Rusland. Allerbedst ville det være, hvis Vesten og BRIKS-landene lagde et samlet pres og stod bag en forhandlingsinfrastruktur.

Vesten glemmer, at 148 ud af FN’s 193 lande ikke har indført sanktioner mod Rusland og handler stadig med landet. Og at Det Globale Syd stille og roligt er vokset i styrke. Befolkningsmæssigt udgør det ca. 6.7 mia. mod Vestens 1.7 mia. Alene Kina og Indien har en samlet befolkning på 2.8 mia. –begge lande er gode venner med både Rusland og Ukraine, og anbefaler en forhandlet løsning på krigen. Det er grunden til, at sanktionerne mod Rusland ikke virker: Det er reelt kun Europa og USA og nogle få asiatiske lande, der har dem. I Det Globale Syd, som udgør 80 pct. af verdens befolkning, ses Ukraine-Rusland-krigen som en lokal konflikt.

Hvordan kunne forhandlingerne se ud?

‍Der bør laves en diplomatisk infrastruktur – og findes en bygning, en mægler og nogle regler for konfliktløsningen. Hovedmægleren kan enten være FN’s generalsekretær med nogle dygtige diplomater ved sin side eller en statsleder, som har begge landes sympati, fx Tyrkiets Erdogan eller Indiens Modi, naturligvis assisteret af en gruppe af erfarne diplomater.

Ingen af parterne må kunne stille krav og betingelser forud for deltagelse i forhandlingerne. Man kunne begynde med ”lavthængende frugter” som fx fangeudvekslinger – krav, de to lande umiddelbart ville kunne nå til enighed om.

Forhandlingerne vil tage tid. Mægleren skal være stærk nok til at kunne foreslå kortere våbenhviler, i hvilke forhandlingerne intensiveres. Der kunne i de første trin også indgå tillidsskabende foranstaltninger: Diplomatiske repræsentationer kunne udbygges; bestemte folk fra begge lande kunne mødes; sportskampe kunne inddrages osv. Også deeskalering af forskellig slags, fx aftaler om våbenkontrol, kunne indgås hen ad vejen – fx at visse typer våben som langtrækkende missiler ikke må bruges mod civile centre. Altså en deeskalering trin for trin.

Ved en fred vil Ukraine kunne se frem til, at befolkningen vil vende tilbage til det normale liv uden bombardementer; at genopbygningen vil kunne starte; at sikkerheden i landet vil kunne blive garanteret af en gruppe lande med USA i spidsen; at en stor del af de ca. 6.6 mio. ukrainske flygtninge (UNHCR, 2024) vil kunne vende tilbage og familier blive genforenet – samt at landet måske kan komme med i EU lidt hurtigere. På minussiden må Ukraine sikkert love ikke at søge ind i NATO; forhandle en form for løsning på Østukraine og Krim, som Rusland kan leve med, herunder evt. en udskydelse af de helt konkrete modeller til et senere tidspunkt.

Som i Ukraine vil også den russiske befolknings liv blive normaliseret. Rusland kan over tid opbygge relationer til den del af verden, der sanktionerede landet, og sanktionerne kan helt eller delvist ophæves. Man vil kunne sænke de 4-8 pct. af BNP, der går til oprustning – en stigning fra 2.7 i 2022 (Bloomberg, 2024). Landet vil også kunne forsøge at få de ca. 5.5 mio., især højtuddannede, der ifølge UNHCR har forladt landet, tilbage.

Minuspunkterne set fra Ruslands side vil bl.a. være at russerne må erklære ikke at ville angribe Ukraine og respektere landets suverænitet; at USA og andre stormagter får tropper i Ukraine der garanterer Ukraines suverænitet og sikkerhed (ligesom fx USA har tropper i Sydkorea). Ligesom for ukrainerne må man også acceptere et kompromis om Østukraine og Krim.

For de krigstrætte befolkninger på begge sider er pluspunkterne langt større end minuspunkterne. Befolkningerne vil uden tvivl forstå det, men om dele af eliterne i Danmark, EU og USA vil forstå det – modsat lederne i det globale Syd (80 pct. af verdens befolkning) – kan man dog godt have sin tvivl om.

Krige er igangsat af mennesker og kan standses af mennesker, der kan se modstanderens synspunkter og muligheder for enighed. Vi har ikke råd til de store krige i Europa og Mellemøsten, hvis tidens store problemer skal løses: Klima, biodiversitet, flygtninge, fattigdom. Det er derfor på tide at sætte ind på deeskalering og forsøge at finde en fredsaftale for på sigt at bruge ressourcerne på en anden måde. Til konstruktion i stedet for til destruktion.