Denne kommentar af Søren Riishøj blev oprindeligt bragt på mrEast den 23. juni 2026 og er gengivet her med forfatterens tilladelse.
Verden: Andre lande end USA og Rusland – blandt andet Israel, Indien, Pakistan og Kina – besidder også atomvåben. Atomvåben har uden tvivl mindsket risikoen for direkte krig mellem USA og Sovjetunionen/Rusland, men erfaringerne viser, at det ikke nødvendigvis gælder mellem andre lande.
Krige har som bekendt ændret karakter. Droner sendt fra Ukraine har, som beskrevet blandt andet i Foreign Affairs, ødelagt både russisk telekommunikation og fly, der kan medbringe atomvåben. I 1994 gik Ukraine med til at opgive sine egne atomvåben. Spørgsmålet er derfor, om Rusland ville have angrebet Ukraine i 2022, hvis landet havde beholdt dem. Og ville USA og Israel have været villige til at angribe Iran, hvis Iran allerede havde haft egne atomvåben?
Erfaringerne tyder på, at selve besiddelsen af atomvåben ikke i sig selv er en garanti mod angreb – hvis man ser bort fra forholdet mellem USA og Sovjetunionen/Rusland. Iran har som svar på amerikanske og israelske angreb flere gange ramt mål i Israel, selv om Israel besidder atomvåben. Iranske droner har ramt både byer og faciliteter med tilknytning til Israels atomprogram.
Indien og Pakistan har begge atomvåben, men har alligevel haft flere væbnede konflikter, senest i 2025. Rusland overvejede efter sigende at anvende taktiske atomvåben for at standse den ukrainske militære fremrykning i 2022. Planen blev ifølge relativt troværdige kilder opgivet efter pres fra Indien og Kina. Men muligheden er ikke forsvundet. Hvis Rusland igen får alvorlige problemer på slagmarken, hvis NATO-landene engagerer sig endnu mere aktivt på Ukraines side, eller hvis russiske mål fortsat rammes hårdt af ukrainske droner, kan spørgsmålet igen komme på dagsordenen.
Maria Zakharova, talsperson for det russiske udenrigsministerium, har flere gange advaret om, at en aktiv vestlig deltagelse i krigen kan udløse et ”ødelæggende svar” fra Rusland – en formulering, som mange tolker som en indirekte henvisning til atomvåben.
Indtil videre er USA det eneste land, der har anvendt atomvåben i krig, nemlig mod Japan i 1945.
I stedet for atomkrig er den konventionelle krigsførelse blevet kraftigt opgraderet. Under den kolde krig skete det gennem jordbaserede interkontinentale ballistiske missiler, atombevæbnede ubåde og strategiske bombefly med en rækkevidde på flere tusinde kilometer. Kina udviklede sit atomvåbenprogram for at forhindre et amerikansk førsteslag, som kunne gøre landet ude af stand til at svare igen.
For at mindske risikoen for angreb er luftforsvaret samtidig blevet styrket i mange lande. Under konflikten mellem USA, Israel og Iran har vi ikke oplevet den samme grad af nuklear sabelraslen som under tidligere kriser. Rusland udelukker dog fortsat ikke brugen af atomvåben, hvis landet mister yderligere territorium eller står over for en alvorlig militær trussel.
Samtidig kan nye lande komme til at slutte sig til atommagternes klub. Polen og Tyskland overvejer åbent forskellige former for atomafskrækkelse, hvis mistilliden til USA fortsætter. En fransk atomparaply diskuteres som en mulighed for at styrke sikkerheden i europæiske lande, der føler sig særligt truede.
Polen bruger allerede den største andel af BNP på forsvar blandt EU-landene – næsten 5 procent. En såkaldt ”plan B” skal omgå præsident Karol Nawrockis veto og sikre polsk deltagelse i EU’s militære SAFE-program, som giver medlemslandene mulighed for at optage lån til våbenindkøb. Polen kan potentielt låne op til 44 milliarder euro, hvor en betydelig del af det militære udstyr skal produceres i landet selv.
SAFE skal sikre, at EU-landene råder over tilstrækkelige militære kapaciteter i en tid, hvor tilliden til amerikansk støtte under Donald Trump vakler. Men samarbejdet er langt fra problemfrit. At EU’s rådspræsident, portugiseren António Costa, for nylig efter sigende åbnede en diplomatisk kanal til Rusland, vakte kritik i flere medlemslande – især i Norden og Baltikum.
Frankrig ønsker, at E3-gruppen – Frankrig, Tyskland og Storbritannien – skal tage føringen i Europas sikkerhedspolitik. Italien og Polen ønsker derimod at udvide samarbejdet til et E5-format og har klaget over ikke at være blevet informeret på forhånd om Costas initiativ.
Også Sydkorea overvejer at udvikle egne atomvåben. Men som erfaringerne viser, er atomvåben ingen garanti mod angreb udefra. Rusland har sine problemer, men det har Europa bestemt også.
De kommende valg i Frankrig, Tyskland og Storbritannien imødeses derfor med både spænding og bekymring. Samtidig er Donald Trumps udenrigspolitik fortsat vanskelig at forudsige – også efter det seneste G7-topmøde.
Illustrationsfoto: Zcobb99.