Analyse19.10.2026
SE ALLE ANALYSER

Den amerikanske sikkerhedsstrategi bag krigen i Iran

RIKO Rådsanalyse fra rådsmødet den 10. september 2026

Af RIKO's Råd. Talere: Hind Azby og anonym. Moderator: Niels Hahn.

RIKO's rådsanalyser bygger på transskriberede rådsmøder. Udtalelser fra navngivne oplægsholdere er gengivet med deres godkendelse. Øvrige deltagerbidrag er depersonaliserede og gengiver rådets fælles diskussion.

RIKO's råd har behandlet konflikten om Iran i et globalt perspektiv. Analysen peger på tre forhold: For det første trækker konflikten i Vestasien tråde tilbage til en amerikansk sikkerhedsstrategi, der i over 100 år har haft til formål at forhindre integration mellem Europa og Asien. For det andet har Iran gennemgået et fundamentalt strategisk skifte, fra atomforhandling og proxykrige til gengældsangreb og afpresning via Hormuz. For det tredje presser udviklingen Danmark og Europa til at definere en mere selvstændig sikkerhedspolitisk position, end vi har set i årtier.

1. Indledning: Tråden, der forbinder verdens krige

Fra Ukraine til Afghanistan og Stillehavet ser verdens krige ud til at handle om hver sin ting: Putin, terror, Kina, Mellemøsten. Men i Washington har man i over 100 år haft én overordnet regel, og i 1988 blev den skrevet sort på hvidt i USA's nationale sikkerhedsstrategi: Amerikas vigtigste sikkerhedsinteresse er at forhindre, at en fjendtlig magt samler det eurasiske heartland. "We fought two world wars to prevent this from occurring." Forstår man bedre den sætning, forstår man også nutidens krige i Europa, Asien og Afrika og krigen mod Iran bedre.

Det var med dette afsæt, at RIKO's råd den 10. september 2026 tog fat på Iran-konflikten. Formålet var at bryde med tendensen til at analysere verdens konflikter isoleret og i stedet trække forbindelseslinjer mellem Iran, Irak, Syrien, Ukraine, Afghanistan, Kina og den globale energiforsyning.

2. Konflikten i Iran er del af en over 100 år gammel amerikansk strategi

Kernen i amerikansk sikkerhedspolitik har siden Kissinger og Brzezinskis tid været at forhindre, at en fjendtlig magt dominerer den eurasiske landmasse. Begrundelsen er simpel: Hvis Europa og Asien integreres økonomisk og politisk, vil verdens tyngdepunkt rykke væk fra USA, som over tid vil blive marginaliseret på den anden side af verdenshavet.

Denne logik er ikke kun teori. Den findes nedfældet i USA's nationale sikkerhedsstrategi fra 1988, der på den første side eksplicit fastslår, at USA har kæmpet to verdenskrige netop for at forhindre, at en fjendtlig magt dominerer det eurasiske heartland, og at man siden 1945 har arbejdet for at forhindre Sovjetunionen i at dominere Vesteuropa, Asien og Mellemøsten. Tråden rækker dermed tilbage til Mackinder-teorien om det Eurasiske heartland og videre tilbage endnu.

Konsekvensen for analysen er væsentlig: Krigene i Afghanistan, Syrien, Iran, Irak, Ukraine og Georgien bør ikke læses som isolerede regionale konflikter, men som led i en overordnet strategi om at forhindre eurasisk integration. Det gælder ikke mindst Kinas Belt and Road-initiativ, hvor netop infrastruktur, broer, rørledninger og transportkorridorer systematisk er blevet bombet. Det er samtidig det perspektiv, "det globale syd" og kinesiske analyser tager udgangspunkt i, og det har betydning for, hvordan konflikten læses i store dele af verden.

Rådets diskussion rejste dog en vigtig indvending: Trumps Washington synes ude af stand til at fastholde nogen sammenhængende strategi, og USA graver sig samtidig dybere ned i Vestasien, mens Kina efter strategiens egen logik burde være hovedfjenden. Om 1988-strategien stadig er styrende, eller om den er kollapset i strategisk kaos, er et åbent spørgsmål, som RIKO følger.

3. Iran som læseglas: Konflikten handler i lige så høj grad om Kina

Stormagtsinvolveringen i Vestasien har altid været foranderlig. USA støttede Irak under Iran-Irak-krigen i 1980'erne samtidig med, at Reagan-administrationen i hemmelighed solgte våben til Iran, som det senere blev kendt; Iran-Contra-affæren. Pointen er ikke, hvilken side man støtter, men at politikken hele tiden tilpasses skiftende strategiske omstændigheder. Efter 2001 og 2003 opbyggede USA de baser og flådedeployeringer i hele regionen, man bruger til angrebene på Iran i dag.

Samtidig er Kinas engagement vokset markant gennem Belt and Road. Handelen i energisektoren er eksploderet, Iran og Kina sidder sammen i BRICS, og Kina er særligt afhængig af Hormuzstrædet. Det kinesisk-arabiske topmøde, der skulle være afholdt i Beijing i juni 2026, er udsat på ubestemt tid på grund af ustabiliteten. Et tydeligt mål for, hvor dybt konflikten rammer kinesisk diplomati. Europa rammes direkte via energisikkerhed og søfart, og så længe USA er den dominerende militærmagt i regionen, har europæerne incitament til fortsat at læne sig op ad amerikanske kapabiliteter frem for at sikre Hormuz selv.

Konklusionen er, at krigen ikke er en bilateral konflikt mellem Washington og Teheran, men del af en længere historie om amerikansk indblanding, og at den samtidig kan læses som et forsøg på at begrænse kinesisk indflydelse i en region, hvor Kinas rolle vokser.

4. "Gloves are off": Irans nye sikkerhedsstrategi

RIKO's råd identificerer tre elementer i det strategiske skifte, Iran har gennemgået.

For det første skal januarmassakren læses som et strategisk vendepunkt. Nedslagelsen af protesterne var ikke en enkeltstående begivenhed, men udtryk for en ny sikkerhedsarkitektur: Eksistentielle trusler mod det islamiske styre, indefra såvel som udefra, skal nedkæmpes koste hvad det vil. Bemærkelsesværdigt var det, at IRGC-folk med års krigserfaring fra Syrien og Irak blev sat ind mod civilbefolkningen.

For det andet har Iran byttet atomkortet ud med Hormuz-kortet. Atomforhandlingerne er reelt opgivet, uranberigelsen bruges ikke direkte i landet, men var et rent afpresningskort, man skruede op og ned for at tiltrække opmærksomhed. I stedet har man fundet ud af, at evnen til at lukke Hormuz er et stærkere spillekort. Fejl-kalkulationen var at tro, at Trump og Israel ikke ville gå militært til angreb, og det viste 12-dagskrigen sidste år.

For det tredje er Iran gået fra proxykrige til direkte angreb. Efter at modstandsaksen Hizbollah, shiamilitserne i Irak, Assad blev slået tilbage, har Iran droppet de tidligere advarsler i forvejen. Nu angriber man direkte fra iransk jord mod alt, der bevæger sig omkring amerikanske baser. Baggrunden er en trusselsforståelse formet af Iran-Irak-krigen: Der er ingen, der kommer til Irans hjælp.

Rådet understreger samtidig, at forhandlingskanalerne forbliver intakte, især gennem Oman, som begge parter stoler på. Paradoksalt nok accepterede Iran kort før det amerikanske angreb at stoppe al uranberigelse, men alligevel gik USA og Israel til angreb inden for 24 timer. Irans røde linjer er missilprogrammet og forholdet til Libanon, mens man til gengæld ville opgive meget for en fuldstændig ophævelse af sanktionerne.

5. Oversete konfliktlinjer og betydningen for Danmark

Rådets diskussion pegede på en række udviklinger, som danske medier ikke dækker.

Energikrisen er endnu ikke slået rigtigt igennem. Analytikere ventede, at den reelle krise ramte i september på grund af de lange sejltider fra Hormuz, og foreløbig har lande, heriblandt Kina frigivet reserve-olie for at holde markedet kunstigt i live. Flere vurderer dog, at Hormuz aldrig vender tilbage til status quo, fordi kontrollen med strædet er blevet Irans nye adfærd, og det giver de ikke slip på, før de har opnået deres vilje.

BRICS-topmødet i Indien samler Iran, Saudi-Arabien, Rusland, Kina og andre med Indonesien som nyt og folkerigt medlem. Det er en samling af verdens vigtigste ikke-vestlige magter, som danske medier næsten ikke omtaler. Tilsvarende overses Israel-Tyrkiet-konfrontationen i Syrien, som handler om vandressourcer og bufferzoner, men som kan opblusse pludseligt.

Hvad angår Danmark vurderer RIKO, at Danmark for første gang har sagt nej til at deltage i en amerikansk krig, og at Grønlandskrisen har givet en ny forståelse for, hvad det vil sige at blive presset af en tidligere allieret - en erfaring, Iran gjorde sig i 1979. Rådet var dog delt i spørgsmålet om, hvorvidt Danmark som ikke-permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd har udnyttet sin plads tilstrækkeligt med folkeretten som omdrejningspunkt. En evaluering bør ske, inden sædet udløber.