RIKOs Kina-serie
I årtier er Danmarks og EU's forståelse af Kina blevet formet af amerikanske politikere, forskere og journalister. Det har medført, at europæiske analyser ofte afspejler amerikanske nationale interesser frem for selvstændige vurderinger af Danmarks og EU's forhold til Kina.
RIKOs Kina-serie forsøger at afdække, hvordan denne vidensmæssige afhængighed præger debatten om global sikkerhed, handel og teknologi i en tid med stigende spændinger og konflikter i Europa, Asien og Afrika.
Artiklen nedenfor er skrevet af Franz Jessen, RIKO-rådsmedlem, tidligere chef for EU-Kommissionens Kina-kontor og EU-ambassadør til Vietnam og Filippinerne, og Sebastian Contin Trillo-Figueroa, geopolitisk strateg og Asien-konsulent.
De argumenterer for, at EU ikke har en klar Kina-strategi. Den politiske diskussion er fokuseret på handelsunderskuddet med Kina, på trods af at EU har et solidt overskud på handelsbalancen (afhængigt af hvilke statistikker man bruger). Men EU er presset økonomisk, ikke bare af Kina men også af USA, og har svært ved at finde sin rolle som en aftagende økonomisk magt.
Dialog, viden og gensidig forståelse kan løse konflikter. EU-parlamentet har genoptaget kontakten med Kina, og der er planer om flere dialoger på højt niveau mellem EU og Kina, hvilket kan føre til større forståelse mellem de to parter.
Alene denne måned har Europa truet Kina med en handelsmæssig "kill switch", irettesat det i parlamentet, sendt sin handelskommissær på en stærkt omtalt rejse til Beijing og annonceret tre nye økonomiske sikkerhedsinstrumenter.
Disse hændelser afslørede et EU, der ikke har noget klart mål for Kina, intet prioriteringshierarki og ikke er nået til enighed om, hvad det vil have fra Beijing, eller hvad det vil betale for at få det.
For to år siden ledede Tyskland oppositionen mod told på kinesiske elbiler; i dag støtter Berlin begrænsninger på import af kinesiske hybridbiler.
Kina har bygget sin Europapolitik op omkring dette vakuum. Dets metode belønner tålmodighed: pres på, vent på at Bruxelles reagerer, og tilbyd derefter små indrømmelser på Beijings betingelser.
Europæiske ledere fremstiller nye instrumenter som bevis på kontrol, mens Beijing arkiverer hvert enkelt som information om Europas smertetærskel. Kina kender Europas pris bedre, end Bruxelles gør.
Berlin og Paris indledte udvekslingen. Den 5. oktober opfordrede Merz og Macron (French-German paper) til en "kill switch", der kan afskære et lands adgang til EUs indre marked.
Opfordringen er en indrømmelse af fiasko. I 2019 vedtog EU (investment screening) sin investeringsscreeningsforordning og dokumentet (systemic rival), der stemplede Kina som en "systemisk rival". På syv år er værktøjerne blevet mangedoblet, mens handelsunderskuddet med Kina nåede (Eurostat) 360 milliarder euro, og 2026 ser ud til at blive værre (Eurostat explained). Den "de-risking", der er blevet prædiket siden 2023, har efterladt afhængigheden af kritiske aktiver over for Kina intakt. Hvert nyt forslag bekræfter, at det forhenværende fejlede.
Parlamentet fulgte efter den 7. oktober med en henstilling, der indrømmer (EU Parlamentet), at EU ikke har haft nogen konsekvent, ensartet Kinastrategi siden 2019, opremser klager og foreskriver Washington som kuren og fejrer det transatlantiske bånd, mens USA beskatter europæiske eksportvarer og tvinger EU-lande til at købe amerikanske våben.
Det fordømmer Kinas støtte til Ruslands krig, et ritual, der intet har ændret i Beijing, mens Washington gør forretninger med Moskva: to dage efter at Parlamentet talte, annoncerede Trump en dieselaftale med Putin, og den 16. oktober ophævede (Lindsey Graham sanctions) hans administration Ruslandssanktionerne. Parlamentet lever i en tid, der er ophørt med at eksistere: det skælder Beijing ud for at hjælpe Moskva og roser den allierede, der hjælper Moskva åbent.
Kommissionen bragte klagerne til Beijing den 8.-9. oktober, bevæbnet med juni-ultimatummet, som lovede (Euronews) "konkrete resultater"; i juli truede von der Leyen (Euronews) med, at Europa allerede havde "alle instrumenterne på bordet". Handelskommissæren vendte tilbage med tre "fælles forståelser" (Kommissionens Newsroom): Kina ville moderere hybridbilseksporten, sænke tolden på olivenolie, bildele og fodtøj og lempe sjældne jordarters licenser.
Hver af de tre forståelser letter et pres, som Beijing skabte, eller som Bruxelles inviterede til. Hybridbølgen er Kommissionens eget værk: dens anti-subsidie told fra 2024 på kinesiske elbiler efterlod hybridbiler på en fast told på 10%. Den månedlige import af kinesiske hybridbiler steg (Financial Times) fra 3.800 til 50.000 på under to år. Kinesiske producenter bygger biler, som europæerne vil have, til priser, som europæiske fabrikker ikke kan matche, uanset hvilken blanding af subsidier, stordriftsfordele og ingeniørkunst der skabte den fordel. Tyske bilproducenter gjorde det samme i Kina i årtier; ingen i Stuttgart kaldte det en flodbølge.
Listen bekræfter, at Kina på femogtyve år flyttede sig fra tekstiler til elbiler, og Europa fra biler til fodtøj; har de to økonomier byttet plads?
Kommissionen praler (Kommissionens Presse) ikke desto mindre af, at denne aftale vil holde millioner af kinesiske biler væk fra europæiske veje. Det betyder millioner af billigere biler nægtet europæiske husstande for at beskytte Volkswagen og Stellantis' marginer. Bruxelles favoriserer en magtfuld lobby, sender regningen til forbrugerne og beder dem klappe.
Europas udenrigspolitiske institutioner gjorde det samme; de hyldede aftalen som et geopolitisk gennembrud, mens de spørgsmål, der betyder noget, forblev uden for bordet. Ingen af parterne har offentliggjort (Yuyuan-Tantian) aftalen, implementeringsmekanismen, eksportmængderne eller en tidsplan.
Klimakset kom på Det Europæiske Råd den 15.-16. oktober, hvis konklusioner (20261016-european-council-conclusions) påberåbte sig "makroøkonomiske ubalancer". Von der Leyen lovede, at "kill switch" ville skære adgangen til EU "hurtigt og øjeblikkeligt" (presscorner) med et diversificeringsinstrument og en solidaritetsmekanisme til at opveje kinesisk gengældelse.
Kinas MOFCOM advarede (chinanews) Europa mod at "fantasere om at bytte pres for fordele" og bakkede advarslen op med en antidumpingundersøgelse (antidumping) af et europæisk kemisk produkt.
Afskrækkelse virker, hvis den anden side tror på, at truslen vil blive udført. Nye instrumenter giver Beijing ingen grund til at tro det: de navngiver intet mål og kan ikke træde i kraft før 2027, hvor deres sponsorer måske er ved at pakke deres kasser. Macron forlader embedet i maj, og Merz er genstand for spekulation om sin overlevelse; den yderste højrefløj kan tage føringen.
Disse ledere har fundet en bekvem undskyldning i Kina: en modstander langt nok væk til at absorbere skylden for indenlandske fiaskoer og retfærdiggøre udsættelsen af reformer, der har været udskudt i årevis.
De spørgsmål, Europa skal besvare: hvilken pris det vil betale for sine krav, og dets position mellem Washington og Beijing. Det første kræver en gengældelsesdoktrin, som Kommissionen aldrig har fremlagt. Den skal identificere de industrier, der ville bære Kinas svar, de komponenter uden alternative leverandører og de stater, der kunne splitte de syvogtyve. Uden den beregning er instrumenterne blot et bluff.
Det andet spørgsmål afgør resten, og tiden arbejder imod Europa. Det bevarer den vægt, der skal til for at betyde noget for begge supermagter, og den eksponering, der gør en balance mellem dem nødvendig, men demografisk forandring (chinausfocus) og mangel på politisk enhed udhuler den vægt hvert år.
Desuden giver Europa sin indflydelse væk gratis. I juni underskrev EU (pax-silica-declaration) Pax Silica, den USA-ledede chip- og AI-pagt mod Kina, og opgav dermed sit kerneaktiv: et autonomt Europa.
Beijings tålmodighed betaler sig: det kan vente på, at Europas ledere skifter, på at det næste EU-instrument fejler, eller på nye splittelser inden for de syvogtyve. Et Europa, der gav Beijing sin prisliste og Washington sin autonomi, vil få det, som oktober leverede: indrømmelser afpasset efter at holde kill switchen ubrugt og den næste overreaktion på vej.
Artiklen blev først bragt i South China Morning Post.