Denne rådskommentar blev oprindeligt publiceret som kronik i Politiken den 14. februar 2026. Teksten bringes her i uændret form med tilladelse fra forfatteren. Synspunkterne står for forfatterens egen regning og deles ikke nødvendigvis af RIKO.

Mange europæiske politikere har gennem en årrække udtalt, at vi i Vesten har svært ved at forstå, hvordan det globale syd ser på verden, og især på os i Vesten. Min hovedforskning i USA’s interventioner i det globale syd bekræfter, at dette er fuldstændig korrekt.

Forskningen har særligt fokus på perspektiver og erfaringer i det globale syd og inkluderer over 400 interviews og samtaler med akademikere, forskere, statsoverhoveder, ministre, diplomater samt ledere af civilsamfundsorganisationer, tidligere børnesoldater, religiøse ledere m.fl. fra over 20 forskellige lande.

På trods af deres forskellige baggrunde og erfaringer er der ét tema, som gentager sig i langt de fleste samtaler, og det er Vestens fremstilling af det globale syd, som de mener er kraftigt misvisende. Det gælder særligt en manglende historisk forståelse, ensidig fokusering på kriser og konflikter samt årsager til fattigdom og industriel underudvikling.

Blandt de fleste højtplacerede regeringsrepræsentanter og intellektuelle er der en udbredt enighed om, at vestlige journalister og forskere, som besøger deres lande, ofte undgår at tale med dem om de centrale og kritiske emner. I stedet foretrækker de at lave mikroanalyser af lokalsamfund, som er adskilt fra større nationale og regionale komplekse sammenhænge.

For eksempel udtrykte nobelprismodtager og tidligere præsident i Liberia, Ellen Johnson Sirleaf, frustration over, at store medier som BBC, CNN og Reuters hovedsageligt interviewer vestlige repræsentanter fra vestlige organisationer om komplekse emner i Vestafrika, som de har begrænset viden om. Det samme gør sig gældende for mange vestlige forskere, som ofte ignorerer den reelle ekspertviden fra landenes egne universiteter og politiske institutioner.

Konsekvensen bliver, at den generelle befolkning og beslutningstagere i Vesten, og særligt i EU, får et forvrænget billede af, hvad der reelt sker i det globale syd. Det påvirker og svækker EU-landenes relationer til det globale syd, for uden faktuel viden er det svært at lave god politik.

Kløften mellem Vesten og det globale syd blev særligt tydelig i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine. På trods af vestligt diplomatisk pres stemte mange lande i det globale syd i FN ikke entydigt for Vestens fordømmelse af invasionen.

Mange i Vesten tolkede dette som støtte til Rusland ud fra en forsimplet logik: Hvis man ikke er med os, er man imod os. Men ser man nærmere på debatterne i det globale syd, tegner der sig et langt mere nuanceret billede.

Når vestlige ledere, forskere og journalister taler om opretholdelsen af det internationale, regelbaserede system, demokrati og menneskerettigheder, lyder det for mange i det globale syd som hykleri og dobbeltmoral.

De oplever, at Vesten glemmer eller marginaliserer egne overtrædelser af internationale konventioner. Det drejer sig om alt fra ulovlige bombardementer og interventioner til statskup og fjernelse af demokratisk valgte ledere. Mange er fuldt bevidste om, at USA alene har stået bag flere hundrede ulovlige militære interventioner i løbet af de seneste 70 år.

Af nyere eksempler nævnes ofte NATOs intervention i Kosovo (1999), den USA-ledede invasion af Irak (2003), Frankrigs militære indgriben i Elfenbenskysten (2011) og krigen i Libyen, hvor FN-resolutioner om civilbeskyttelse blev misbrugt til at fremtvinge regeringsskifte.

Når vestlige ledere afviser anklager om hykleri og dobbeltmoral, opfattes det i det globale syd som dobbelt hykleri. Og jo mere vestlige forskere, journalister og medier forholder sig tavse over for Vestens egne brud på internationale konventioner, jo højere lyder klangen af medskyldighed.

Det vil måske overraske mange, at når vestlige politikere taler om at bekæmpe terror, opfattes det også af mange i det globale syd som hykleri. Årsagen er, at der er en udbredt opfattelse af, at især USA systematisk bruger terrororganisationer som redskaber til at fremme sine interesser. Det kan være alt fra at gøre stater afhængige af amerikanske efterretninger til aktiv brug af terrorbevægelser som proxy-krigere.

Sådanne perspektiver er gradvist vokset frem siden 1950’erne, hvor vestlige alliancer fremmede ekstremistiske religiøse grupper i kampen mod mere sekulære, nationalistiske regeringer i Vestasien og Nordafrika.

Særligt islamistiske grupper blev set som effektive i opposition til de sekulære regeringer. For eksempel fik Det Muslimske Broderskab fra 1950’erne medvind som modstand mod Egyptens sekulære regering under Nasser. I forlængelse heraf nævnes ofte, at Hamas i 1980’erne voksede frem med støtte fra Israel med det formål at underminere det mere sekulære PLO.

Med tætte forbindelser mellem USA og Saudi-Arabien ekspanderede wahhabismen ligeledes i 1980’erne og spredte sig i regionen. USA’s direkte støtte til Mujahidinerne i Afghanistan og Pakistan i 1980’erne nævnes ofte som det mest fremtrædende eksempel på, hvordan religiøs ekstremisme kan frembringe effektive proxy-krigere.

I nyere tid fremhæves krigen i Syrien som et eksempel på, hvordan vestlig støtte til ekstremistiske grupper i kombination med amerikanske efterretninger og luftbombardementer bidrog til at fjerne den Assad-ledede syriske regering.

Et andet eksempel, som ofte fremhæves, er den Østturkestanske Islamiske Bevægelse (ETIM), som har til mål at løsrive Xinjiang-provinsen i Kina og etablere et islamisk kalifat. Bevægelsen har udført over mange hundrede terrorangreb i Kina, og for mange i det globale syd er der en tydelig opfattelse af en forbindelse mellem denne gruppe og USA.

Krigen i Gaza gjorde kløften mellem Vesten og det globale syd endnu dybere. For mange i det globale syd fremstod det som om, at de fleste vestlige ledere passivt så til, mens et folkedrab udfoldede sig for åben skærm, alt imens de gentog mantraer om, at Israel har ret til at forsvare sig.

Hykleriet og dobbeltstandarderne fremhæves også i forbindelse med Israels og USA’s militære angreb på Iran sidste sommer.

Uanset om man er enig eller ej, er det vigtigt at tage perspektiverne fra det globale syd seriøst. Det globale syd rummer over 80 procent af verdens befolkning og bidrager med omkring 60 procent af den globale økonomi målt i købekraft. Det er en voksende magtfaktor med stigende indflydelse på den internationale scene.

I januar 2024 indledte Sydafrika en sag mod Israel ved Den Internationale Domstol i Haag med anklage om folkedrab i Gaza.

For at mindske kløften mellem EU og det globale syd bør der gennemføres radikale ændringer i EU-landenes udenrigspolitik og i relaterede forskningsinstitutioner.

Det første er, at europæiske politikere bør erkende EU-landenes egne brud på internationale konventioner og tage et retsligt opgør for at genopbygge troværdighed.

Ligeledes bør EU fordømme alle lande, som bryder folkeretten, også når det er USA og Israel.

Derudover bør partier sikre, at udenrigspolitiske rådgivere ikke kan manipulere partiets politik, og vestlige forskere og journalister bør bryde ud af deres ekkokamre og inddrage kritiske perspektiver fra det globale syd.

Ved aktivt at åbne for viden og perspektiver fra det globale syd kan EU mindske den voksende kløft og placere sig som en mere troværdig og uafhængig aktør i en multipolær verden i hastig forandring.