Rådskommentaren er oprindeligt publiceret som debatindlæg i Berlingske og er nu genpubliceret på RIKO.nu. Teksten bringes her i uændret form med tilladelse fra forfatteren. Synspunkterne står for forfatterens egen regning og deles ikke nødvendigvis af RIKO.

Kravet om, at NATO-landene skal bruge 5procent af BNP på forsvar, lyder for mange europæere som politisk afpresning.Men måske er det snarere en realitetsafstemning. I årtier har Europa levetkomfortabelt under den amerikanske sikkerhedsparaply. Vi har prioriteretvelfærd, mens USA har betalt hovedparten af regningen for vores sikkerhed. Denæra er slut.

Donald Trump kræver, at NATO-landene brugermindst 5 procent af BNP på forsvar. Danmark og resten af Europa bør ikke afvisedet som retorik. Ifølge kilder i Washington handler det ikke kun om tal, men omvilje. Rammer vi ikke 5 procent, kan budskabet fra Det Hvide Hus blive, atEuropa må klare sig selv. Rammer vi målet, kan fortællingen stadig være, at viførst handlede under pres. I den logik tæller selv massive støttebidrag tilUkraine ikke nødvendigvis med. Det afgørende er strukturel, national militær kapacitet.

Det bringer os til den ubehagelige sandhed:Europa kan i dag ikke forsvare sig selv uden USA. NATO’s generalsekretær MarkRutte sagde det direkte til EU-Parlamentet: Hvis nogen tror, at EU kan forsvaresig selv uden USA, kan de blive ved med at drømme. Europa er fundamentaltafhængig af amerikansk sikkerhedsstøtte.

Netop derfor er massiv oprustning nødvendig.Rutte har argumenteret for, at hvis europæiske lande reelt skulle kunne klaresig alene, ville det kræve investeringer på op mod 10 procent af BNP –inklusive opbygning af en selvstændig nuklear kapacitet. Det er politisk ogøkonomisk urealistisk. Løsningen er derfor ikke strategisk autonomi løsrevetfra USA, men massiv europæisk kapacitetsopbygning inden for NATO – så længealliancen består.

Men hvad hvis den ikke gør?

En analyse fra DIIS skitserer flere scenarierfor USA's pres på Europa, som vidner om et strategisk skift. USA ser Kina somden største trussel og har ikke interesse i at længere automatisk vil kommeEuropas allierede til undsætning. Trumps interesse i at have Grønland pga.sikkerhedsmæssige interesser understøtter USA’s trusselsbillede. Uanset omscenariet er tænkt eller realistisk, illustrerer det en pointe: Danmark ogEuropa kan ikke længere basere deres sikkerhed udelukkende på amerikanskegarantier. Og der er meget, som tyder på det

Konsekvensen er klar. Vi må stoppe med atappellere til internationale normer og i stedet levere konkret militær værdi.Det gælder arktisk overvågning i en stadig mere strategisk vigtig region. Detgælder cyberforsvar mod hybride angreb. Det gælder deployerbar kampkraft ogtroværdig værtslandsstøtte. Europa skal være en nettosikkerhedsleverandør –ikke en nettomodtager.

Og her opstår paradokset.

Mark Rutte har flere gange krediteret Trumpfor, at alle NATO-lande nåede 2-procentsmålet ved udgangen af 2025. “Det villealdrig nogensinde være sket uden Trump,” har han sagt og forsvaret sin ros somresultatbaseret snarere end personlig. Europa handlede først, da presset blevmassivt.

Ironien er skarp: Truslen om amerikansktilbagetrækning tvinger Europa til at gøre præcis det, der kan gøre NATOstærkere. Frygten for alliancens kollaps skaber politisk vilje til oprustning.Truslen mod Artikel 5 gør europæiske regeringer mere seriøse omkring forsvar,beredskab og fælles planlægning.

Samtidig har Vladimir Putin leveret sin egenufrivillige gave til NATO. Den russiske aggression mod Ukraine har samlet EU iet omfang, få troede muligt. Sanktioner, våbenleverancer og historiskebeslutninger om oprustning er blevet vedtaget i et tempo, der tidligere varutænkeligt. Finland og Sverige – to lande med lange traditioner for militæralliancefrihed – er nu medlemmer af NATO. Det alene er en strategiskomkalfatring af Europas sikkerhedsarkitektur.

Putins trussel har altså styrket NATO’sgeografiske dybde og politiske sammenhold. Trumps pres har accelereret denfinansielle og militære oprustning. To meget forskellige drivkræfter – én fraøst og én fra vest – har haft samme effekt: Europa vågner.

Paradokset er derfor dette: USA’s pres for atfå Europa til at opruste og Ruslands aggression mod Ukraine kan tilsammen endemed at gøre Europa stærkere og NATO mere robust. Det, der ligner eneksistentiel krise for alliancen, kan blive dens fornyelse.

Spørgsmålet er ikke længere, om vi har råd tilat bruge 5 procent på forsvar. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være –og om vi handler hurtigt nok til, at paradokset faktisk redder det fællesskab,det truer.

‍